Bæredygtighed | 16. maj 2023
Gamle DSB-uniformer bliver til akustikplader
Bæredygtighed | 16. maj 2023
Gamle DSB-uniformer bliver til akustikplader
Hos DSB har indtil videre 10 ton udtjente blå uniformer via et pilotprojekt fået nyt liv i form af bl.a. akustikplader. For selv om tekstiler kun udgør en lille del af DSB’s affald, er det et område, hvor DSB gerne vil gå forrest i udviklingen af nye muligheder for genanvendelse.
Hvad gør man med en kæmpe bunke udtjente uniformer, når man ikke ønsker at brænde dem?
Det spørgsmål har DSB, der i 2030 skal genanvende 90 procent af sit affald, grublet over de sidste par år. I 2021 indsamlede man nemlig 25 ton brugte blå uniformer i forbindelse med skiftet til nye af slagsen.
I dag har man fundet en del at svaret på den udfordring ved i første omgang at genanvende ti tons til primært akustikplader samt en mindre del til bordplader og tasker, fortæller arbejdsmiljøkonsulent og projektleder på opgaven, Morten Terkildsen.
”Markedet for genanvendelse af store mængder brugte uniformer er begrænset, men nu er det lykkedes os at finde et firma, der i samarbejde med os kan give materialerne nyt liv,” siger han.
Konkret foregår det på den måde, at uniformerne granuleres og tilsat et bindemiddel kan de trykkes hårdt sammen. Herefter kan pladerne bruges til akustik- og bordplader i DSB’s egne lokaler og stationer til glæde for ansatte og passagerer.
” Markedet for genanvendelse af store mængder brugte uniformer er begrænset, men nu er det lykkedes os at finde et firma, der i samarbejde med os kan give materialerne nyt liv,
Morten Terkildsen, arbejdsmiljøkonsulent og projektleder
Kreative løsninger
Morten Terkildsen uddyber, at det undervejs i processen blev klart, at uniformerne ikke direkte kan genanvendes, da der for nuværende ikke er stor nok efterspørgsel i tekstil- eller modebranchen.
At sælge dem eller give dem videre til genbrug er heller ikke en mulighed, da DSB’s uniformer er myndighedsuniformer med logo på, der ville kunne forveksles med DSB-personale.
”Men granulerer vi dem, omdanner vi dem til byggematerialer, hvor de kan bruges til flere ting,” siger Morten Terkildsen.
Han undersøger dog stadig mulighederne for, at de resterende uniformer på sigt kan bruges direkte til produktion af eksempelvis sneakers og kasketter, fortæller han.
”Det er en spændende opgave at se på, hvordan de brugte materialer kan genanvendes, og vi er hele tiden nødt til at tænke kreativt og opsøge potentielle samarbejdspartnere,” siger Morten Terkildsen.
” Det er derfor ikke en overskudsforretning for os endnu, men det er vigtigt arbejde, der skal hjælpe os i fremtiden med en større andel af genanvendelse,
Aske Mastrup Wieth-Knudsen, bæredygtighedschef hos DSB
Affald er ressourcer
Netop opgaven med at tænke innovativt og afsøge nye muligheder er afgørende i processen, fortæller Aske Mastrup Wieth-Knudsen, bæredygtighedschef hos DSB.
Han forklarer, at genanvendelsen af uniformerne skal ses som et pilotprojekt, hvor DSB arbejder på at introducere en cirkulær måde at bruge ressourcerne på. Og det indbefatter også det, man tidligere har tænkt som affald, der blot skulle brændes.
”Ved at sætte konkrete projekter som dette i gang finder vi ud af, hvordan vi kan arbejde på nye måder nu og i fremtiden. Og vi lærer, som vi prøver os frem,” siger han og uddyber:
”Det er derfor ikke en overskudsforretning for os endnu, men det er vigtigt arbejde, der skal hjælpe os i fremtiden med en større andel af genanvendelse,” siger han.
Tilbage er stadig 15 ton uniformer, hvor af de fem ton allerede er granuleret. Hvad der skal ske med dem, arbejder DSB stadig på at finde ud af.
”Vi får løbende nye ideer. Og de resterende uniformer skal nok få nyt liv som markedet og mulighederne for genanvendelse stiger,” siger Aske Mastrup Wieth-Knudsen.
Der er pt. brugt 10 tons gamle blå DSB-uniformer til at producere følgende:
+ 8,2 tons lyddæmpende materiale svarende til 2.349 m2 i forskellige tykkelser og densitet.
+ 1 ton tasker til internt brug i DSB.
+ 375 kg bordplader svarende til 24 stk.
