Jan Brian Petersen, infrastrukturhåndværker. Foto: Bjarke Ørsted
Bæredygtighed | 7. juni 2021
Jan har sænket temperaturen og energiforbruget
Bæredygtighed | 7. juni 2021
Jan har sænket temperaturen og energiforbruget
Bevæbnet med værktøj og computerprogrammer arbejder Jan Brian Petersen dagligt for at sænke energiforbruget hos DSB. Og det er han så god til, at det hjælper DSB’s ambitiøse klimamål godt på vej.
”Der kommer tog!"
Advarslen kommer fra en kollega til Jan Brian Petersen, da han viser rundt på DSB’s store værkstedsområde kaldet Helgoland ved Svanemøllen Station i København. Her kommer DSB’s fjern- og regionaltog samt Øresundstog jævnligt til vedligeholdstjek, hvorfor togskinner snor sig blandt større og mindre bygninger i røde mursten.
Særligt to enorme haller skiller sig ud, det er her de lange togstammer kan rulle ind, så DSB’ håndværkere døgnet og året rundt kan lave servicetjek og skifte reservedele, når det er nødvendigt. Når det ene tog langsomt ruller ud, kommer et nyt til.
”Det er nogle store og dyre rum at varme op, og jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg kan dække hullet til køreledningen bedre til,” fortæller Jan Brian Petersen med henvisning til to huller i bygningens porte, hvor togets strømførende livline går ind og ud. Og det samme gør varmen, desværre.
Sparer tusind af kroner
Men det er netop en af den slags udfordringer, som Jan er god til at løse. I sit daglige virke er han ansvarlig for at styre og reducere energiforbruget på flere af DSB’s værksteder.
Artiklen fortsætter under billedet...
Energibesparelser i DSB
Jan Brian Petersen har reduceret energiforbruget på DSB’s store værksted Helgoland i København med næsten 30 procent fra 2017 til 2020.
Det har han gjort gennem små som store tiltag, hvor han bl.a. har gennemgået over en km. vand- og varmerør i og under Helgolands mange bygninger, undersøgt og skiftet termostater, sænket temperaturen og gennemgået hele varmeanlægget minutiøst for at sikre en bedre udnyttelse af energien.
For DSB’s øvrige otte værksteder er der tale om en samlet reducering fra 2014 på over 30 procent, hvilket tegner godt for DSB’s ambitiøse klimamål om at halvere virksomhedens energiforbrug i 2030 ift. 2018.
Bevæbnet med værktøj, computerprogrammer og en passion for at fintrimme processor består hans daglige arbejde bl.a. i at udskifte eller optimere på varmevekslere, isolere vandrørene eller fintune på de computerprogrammer, der styrer luft og temperaturer i bygningerne.
Ved at have øje for detaljer og de små ting, der samlet gør en stor forskel, er han lykkedes med at nedbringe energiforbruget på Helgoland med næsten 30 procent på tre år, hvilket har givet en økonomisk besparelse på omkring 700.000 kr..
Har sænket temperaturen
Det er primært varmeforbruget, Jan har fokus på, hvor han ved eksempelvis at sænke temperaturen nogle få grader i de enorme haller har opnået en stor besparelse.
Tidligere var temperaturen fastsat til 22 grader, men det var ikke nødvendigt, fandt han ud af. Og slet ikke om sommeren.
Ifølge Jan handler det om at finde balancen mellem besparelse og komfort for de folk, der arbejder med togene, og i dag er termostaten sat på 18 grader i værkstederne.
”Jeg prøver hele tiden af have øje for, hvor der måske kan optimeres. Så tester jeg det af, og til sidst kan jeg se på regningen, om det har haft en effekt. Det er enormt tilfredsstillende, og jeg er nok lidt af en energinørd,” siger Jan, der naturligvis er tilfreds med de store energibesparelser.
”Selv om DSB blot er en lille brøk af Danmark, så viser vores indsats, at der er muligheder, og at det kan lade sig gøre. Men det kræver, at man har fokus på det.”