Bæredygtig transport | 8. september 2022

Nu giver DSB klimabidrag på erhvervsrejser

Når du rejser med en erhvervsaftale, vil togturen fremover bidrage til grønne skove. DSB har netop indgået samarbejde med Klimaskovfonden om at give et positivt klimabidrag på erhvervsrejser.


 

Med bidraget til Klimaskovfondens arbejde ønsker DSB at løfte sit samfundsansvar og bidrage til flere skove i det landskab, som DSB hver dag kører kunderne rundt i. DSB er de første til at indgå samarbejde med Klimaskovfonden, og fondens formand Kirsten Brosbøl siger følgende om samarbejdet:

”Jeg er utrolig glad for, at DSB og Klimaskovfonden har indgået et samarbejde. Når vi rejser skov, gavner det klimaet, og det er til glæde for både togrejsende og danskerne i lokalområdet ved de nye skove,” og fortsætter:

”Klimaskovfonden skaber muligheder for konkret klimahandling i Danmark for både virksomheder og privatpersoner, hvor de helt konkret kan se deres positive klimabidrag. Men det er vigtigt at sige, at klimasituationen kræver, at man gør alt det, man kan for nedbringe CO2 - og derudover kan man bidrage ekstra til klimaindsatsen gennem Klimaskovfonden.”

DSB’s klimabidrag gives i første omgang udelukkende via erhvervsrejser
”Vi ved, at det er et tema, der betyder noget for virksomhederne. Derfor er det et godt sted at begynde. Det kræver en øget bevidsthed at ændre vaner, og den rejse er mange virksomheder på. Det vil vi gerne være med at gøre lettere, så vi kan nå målet om at være mere CO2-neutrale,” siger Adm. Direktør i DSB, Flemming Jensen.

DSB investerer i disse år i nye el-tog, opførelsen af nye grønne værksteder til fremtidens el-tog og arbejder på energieffektiviseringer og omstilling af opvarmningen af DSB’s mange ejendomme rundt om i landet.

Toget er allerede et klimavenligt transportmiddel og et grønt alternativ til bil og fly, og med bidraget til Klimaskovfonden løfter vi ikke blot vores samfundsansvar, men styrker også vores position overfor vores erhvervskunder.

 

”Klimaskovfonden skaber muligheder for konkret klimahandling i Danmark for både virksomheder og privatpersoner, hvor de helt konkret kan se deres positive klimabidrag”​

Kirsten Brosbøl, formand for Klimaskovfonden

Kort om Klimaskovfonden


Klimaskovfonden er en uafhængig, statslig forvaltningsenhed under Miljøministeriet, der understøtter Danmarks klimaindsats ved at bruge naturens egne metoder til at opfange og lagre CO2.

Fonden blev vedtaget ved lov af et enigt Folketing i december 2020 og har til formål at accelerere den danske klimaindsats gennem skovrejsning og genskabelse af natur på kulstofholdige lavbundsjorder i Danmark.

Målet er, at det danske skovareal skal udgøre 25 pct. af Danmarks samlede areal i 2065.

Læs mere om Klimaskovfonden