Bedre forhold for handicappede
Bedre forhold for handicappede
Regeringen sætter 25 mio. kr. ekstra af til etablering af elevatorer på stationerne i Middelfart, Nykøbing F. og Nivå. Med de ekstra penge vil regeringen fremskynde elevatorprojekterne på de tre stationer til i år.
”Jeg har flere gange lovet, at Middelfart, Nykøbing F. og Nivå ville blive prioriteret højt, når indsatsen for at øge tilgængeligheden til landets jernbanestationer skulle videreføres. Derfor er jeg glad for at kunne markere handicapåret ved at forbedre adgangsforholdene til stationerne i disse tre byer,” siger trafikminister Flemming Hansen.
”DSB indsætter i disse år i stigende grad tog, der har vogne med lavt gulv. Disse tog vil sammen med de forbedrede adgangsforhold til stationerne skabe helt nye muligheder for at bruge toget”, tilføjer trafikministeren.
Elevatorer på netop de tre stationer har længe stået højt på DSB’s ønskeseddel.
”Derfor er vi meget begejstrede for, at etableringen nu bliver fremskyndet. Det gør det lettere at servicere vores kunder,” siger Hans Christian Kirketerp-Møller, der er formand for DSB’s handicappanel.
Det er Banestyrelsen, der står for etableringen af de nye elevatorer.