Bedre toginformation på stationer

Bedre toginformation på stationer

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
17. december 2004 kl. 13:17

Serviceniveauet på Sydbanen, Nordvestbanen og på strækningen mellem Århus og Aalborg får et nøk op. 20 stationer, som i dag må nøjes med plakater og højttalerbeskeder om trafikken, kan se frem til bedre information med elektroniske skærme.

"Skærminformation har den fordel, at den altid er der og altid er opdateret. Specielt ved uregelmæssig drift kan kunderne hele tiden følge med - i modsætning til højttalerinformation, som kun er der i de sekunder, den bliver givet", fortæller DSB's trafikinformationschef Marina Vincent.

På Sjælland bliver skærmene placeret i Sorø samt på stationer på strækningerne Holbæk-Kalundborg og Glumsø-Eskilstrup. I Jylland bliver der sat skærme op på strækningen Hinnerup-Skørping, vel at mærke på de stationer, der ikke har skærme i forvejen. Skærmene forventes at være sat op senest i april på Sjælland og i maj i Jylland.

Samlet betyder det, at alle InterCity-stationer mellem København og Aalborg samt alle stationer mellem Ringsted og Rødby samt mellem Roskilde og Kalundborg vil være udstyret med skærme efter projektets gennemførelse. Alle stationer får en skærm, der viser det næste og de efterfølgende togafgange. Lidt større stationer får desuden suppleret med skærme ved de enkelte perroner med visning af næste afgang. Alt udstyr bliver nye fladskærme og kabinetter som de kendes fra Københavns Hovedbanegård og Nørreport Station.