Check nemt ind og ud på rejsen
Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
01. september 2022 kl. 12:02
DSB inviterer 1.000 kunder til at teste muligheden for at lave et check ind på deres rejser med DSB’s app.
Check dig ind på rejsen med et swipe i DSB’s app, når du tager hul på togturen, og check dig ud i samme app, når turen slutter. Det skal kunder fra DSB’s brugerpanel nu i gang med at teste.
”Vi skal gøre det let at være kunde i den kollektive transport, det skal man også opleve, når man rejser med DSB-appen som billet. Vi har som regel mobilen med os, når vi er på farten, så appen er altid ved hånden,” siger Jens Visholm, der er kommerciel direktør i DSB.
Formålet med testen er at finde ud af, hvordan appens nye funktion fungerer i praksis, og få en detaljeret respons fra testkunderne om, hvad der kan forbedres.
”Lige nu ønsker vi at teste og lære af kundernes tilbagemeldinger. På sigt har vi et ønske om at bruge erfaringerne til løsninger, der gør det lettere for alle rejsende kunder,” siger Jens Visholm.
I første omgang tester kunderne en simpel løsning, som udelukkende kan benyttes til rejser med DSB’s tog, togbusser og S-tog i Danmark.
Billetterne i testen udbydes til attraktive priser på niveau med rejsekortet, og 1.000 kunder fra DSB’s Brugerpanel i alderen 26-66 år inviteres til at teste appen.
Der er løbende brug for flere testbrugere, og interesserede kan læse mere om testen her og tilmelde sig DSB’s brugerpanel.