DSB får endnu en partner i Storbritannien

DSB får endnu en partner i Storbritannien

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
24. august 2004 kl. 10:51

DSB indgår nu partnerskab med et britisk jernbaneselskab for at styrke sine muligheder i udbuddet om driften af Intercity East Coast Franchise. Udbuddet omfatter InterCity-strækningen mellem London og Skotland langs den britiske østkyst, og DSB blev i maj prækvalificeret til at deltage.


DSB´s partner bliver EWS, som står for English Welsh & Scottish Railway. Selskabets hovedopgave er transport af gods, og det transporterer årlig omkring 100 mio. tons gods. EWS kører 8000 tog om ugen og har 5800 ansatte.


DSB's koncerndirektør Søren Eriksen siger, at det har været afgørende for DSB at finde en partner med jernbaneerfaring og med kendskab til det engelske marked, og det er lykkedes ved at indgå et samarbejde med EWS. Dermed styrkes mulighederne for at kunne levere et vellykket tilbud.


DSB etablerer et selskab i Storbritannien med henblik på at deltage i udbuddet, og her vil EWS få en andel på 29,9 pct. Det er i øvrigt samme fremgangsmåde, som er benyttet i forbindelse med udbuddet af Integrated Kent Franchise i det sydlige England. Her er DSB også prækvalificeret til at deltage i udbuddet, og i marts blev der indgået et partnerskab med britiske Stagecoach.


Tre andre selskaber blev i maj prækvalificeret til at deltage i Intercity East Coast Franchise, men et af dem har netop trukket sig. Det drejer sig om Virgin Group, Stagecoach Group og Deutsche Bahn, der ville gå sammen i et konsortium for at deltage i udbuddet. De tre parter har netop meddelt, at det er ikke er lykkedes at nå frem til at samarbejde, der gør det muligt at deltage.


Udover DSB er der hermed to andre selskaber tilbage: First London, Scottish and North East Railway og Great North Eastern Railway.