DSB lukker billetautomaterne omkring nytår

DSB lukker billetautomaterne omkring nytår

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
30. december 2013 kl. 10:20

I et forsøg på at forebygge at DSB's billetautomater bliver ødelagt af hærværk, har DSB igen i år valgt at lukke størstedelen af automaterne. DSB begynder at lukke automaterne mandag den 30. december. Automaterne bliver sat i drift igen over to dage, den 1. og 2. januar.

Billetautomaterne vil i lukningsperioden været udstyret med information om de andre muligheder, kunderne har for at kunne købe billetter.

Det er fortsat muligt at benytte Rejsekort og klippekort og at købe billetter på DSB.dk, i DSB App, i DSB 7-Eleven eller Billetsalg.

I hovedstadsområdet, hvor langt de fleste kunder rejser på Periodekort, Rejsekort eller klippekort, er det desuden muligt at købe billetter på sms-tjenesten 1415 eller 1415.dk.

”Det er beklageligt, at vi er nødt til at tilbyde nogle af vores kunder en dårligere service i dagene omkring nytår. På den anden side ser vi desværre ingen anden udvej, da det hvert år er forbundet med store omkostninger at reparere automaterne i forbindelse med fejringen af Nytårsaften. Det er der i sidste ende kun kunderne til at betale. Desuden forebygger vi på den her måde, at automaterne er i stykker i flere dage efter Nytårsaften, sådan som nogle af kunderne har oplevet tidligere år,” siger trafikinformationschef i DSB Tony Bispeskov.

Fakta:
• En ny billetautomat koster 250.000 kr.
• Der er tidligere år ødelagt cirka ti automater omkring nytår.
• Omkring årsskiftet 2007/2008, som var det sidste år, inden DSB begyndte at lukke automaterne, ødelagdes 47 automater.

Martin S. Larsen