DSB overtager catering i togene

DSB overtager catering i togene

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
02. juni 2004 kl. 13:44

 
I fremtiden vil det blive muligt at købe en kop kaffe og en billet af den samme person i toget, for den 1. januar 2004 overtager DSB cateringopgaverne og salget af kioskvarer i togene. Opgaven har hidtil ligget hos RGN Danmark A/S (Togservice Danmark), og den kontrakt udløber ved årsskiftet.


Det er DSB’s mål, at der kun er én medarbejdergruppe i toget. Denne gruppe skal servicere kunderne i alle forhold, som togstewardesser, -stewarder og togpersonale i dag løser. Det vil sige salg, servering, billettering og information.


Derfor har DSB truffet aftale med stewardernes og stewardessernes organisation, RestaurationsBranchens Forbund (RBF) og Dansk Jernbaneforbund om, at personalet fra Togservice Danmark overføres til Dansk Jernbaneforbund. Spørgsmålet er nu sendt til urafstemning blandt personalet, og resultatet heraf ventes at foreligge i slutningen af denne måned.


Den endelige beslutning skal godkendes af DSB’s direktion og bestyrelse.


Togservice Danmark beskæftiger i alt 420 medarbejdere, heraf er de 340 stewarder og stewardesser.


”Aftalen giver DSB mulighed for at give kunderne en service på en del strækninger, hvor det ikke hidtil har været muligt af økonomiske årsager. Desuden vil kunderne kunne få en bredere service af en DSB-medarbejder, der både kan give informationer og servere kaffe,” siger salgsdirektør i DSB, Bjørn Wahlsten.