Flintholm Station indviet

Flintholm Station indviet

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
01. juni 2004 kl. 12:06

Kort efter, at trafikministeren i lørdags kl. 11.21 erklærede Flintholm Station for åben, kørte linje H mod Farum til perron på stationen. Dermed blev det det første S-tog nogensinde, der standsede på Flintholm Station. Kort efter fulgte linje H+ til Frederikssund, linje F til Hellerup samt det første Metro-tog.


Med de første tog blev der taget hul på det store trafikknudepunkt på Flintholm med fem S-togsforbindelser, Metro samt busser.


Indvielsen af Flintholm Station begyndte med, at et Ringbane-særtog kørte fra Hellerup til Flintholm med ankomst kl. 11.00. Toget blev modtaget med musik af Jernbaneorkestret samt flere hundrede tilskuere på perronerne og bag de til lejligheden opstillede indhegninger.


Herefter holdt bl.a. adm. direktør for DSB S-tog, Benny Würtz, sin indvielsestale på gangbroen under det imponerende snedækkede glastag, inden trafikminister Flemming Hansen erklærede stationen for åben.


Både før og efter indvielsestalerne var der underholdning på perronerne med bl.a. Jernbaneorkestret, gøglere, en lirekassemand – og selvfølgelig Harry. Hele dagen blev der uddelt gratis kaffe til de frysende tilskuere ved den nye Kort & Godt-butik, ligesom der blev vist kunst og design frem i designerbazaren i bygningen ved forpladsen.


Af journalist Maria Schouboe Johannessen