Gratis rejser og normal køreplan på Grenaabanen

Gratis rejser og normal køreplan på Grenaabanen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
11. marts 2005 kl. 14:02

Mandag den 21. marts vender DSB tilbage til den normale køreplan på Grenaabanen efter en periode med reduceret kørsel. Det vil sige, at der atter bliver halvtimedrift på hverdage mellem Århus og Hornslet. Samtidig har DSB besluttet, at maj bliver den måned, hvor alle passagerer kan rejse gratis mellem Århus og Grenaa.

For at sikre stabil kørsel har DSB fundet det nødvendigt at foretage visse justeringer i den køreplan, der træder i kraft 21. marts, i forhold til den, der gjaldt ved genåbningen den 16. januar. Det vil sige, at der sker mindre ændringer af minuttallene, og herudover bliver betjeningen af Europaplads i Århus indstillet indtil videre.

Tilbuddet om de gratis rejser gælder i perioden 1. til 31. maj i alle tog på Grenaabanen, mens der skal købes billet eller kort til tilsluttende tog eller busser. 

Om baggrunden for DSB's tilbud siger salgsdirektør
Bjørn Wahlsten:

"Med muligheden for gratis rejser håber vi at kunne tiltrække nye kunder, som får lyst til at bruge banen i fremtiden, når de opdager forbedringerne, både som følge af kortere rejsetider og indsættelsen af moderniserede tog".

"Men samtidig finder vi det rimeligt at give et 'plaster på såret' til vores nuværende passagerer, fordi genåbningen af banen har været forsinket, og fordi tekniske problemer har medført forsinkelser og aflysninger".