Hvad mener passagererne om røg i toget
Hvad mener passagererne om røg i toget
Mere end 11.000 S-togspassagerer kan inden for de næste par uger forvente at få stukket et spørgeskema i hånden, hvor de bl.a. vil blive spurgt om deres holdning til rygning, til S-tog generelt, til den aktuelle rejse og forholdene på stationerne.
S-tog laver kunde-undersøgelser to gange om året, og hver gang er der mulighed for at spørge til et specifikt emne.
- Denne gang har vi valgt at fokusere på passagerernes holdning til rygning og til, at vi vil indføre rygeforbud i S-togene, fortæller markedsanalytiker Line Nielsen.
Det kommende rygeforbud har været meget diskuteret i medierne, og en undersøgelse lavet af Sonar for Søndagsavisen har vist, at hovedparten af passagererne går ind for det.
- Men nu vil vi gerne selv spørge, hvad vores kunder mener om det, lyder det fra Line Nielsen, der fortæller, at der i den sidste undersøgelse blev sat fokus på trafikinformation og hvilke medier, kunderne bruger for at få mere at vide om, hvordan togene kører.
Udover at spørgeskema-undersøgelserne giver S-tog et billede af, hvad kunderne synes om at køre i S-tog og hvad de mener, der kan gøres bedre, bliver undersøgelserne også brugt til at give Trafikministeriet en status over kvaliteten i S-togene.