IC4-forsinkelser er på leverandørens regning
IC4-forsinkelser er på leverandørens regning
Det er leverandøren Ansaldobreda, der kommer til at betale for forsinkelserne på de nye IC4-tog. Det fastslår administrerende direktør i DSB, Keld Sengeløv, i forbindelse med offentliggørelsen af en ny leveringsplan for IC4.
DSB har erfaringer fra tidligere indkøb af tog, og disse erfaringer er blevet brugt til at sikre koncernen mod tab i forbindelse med en forsinket leverance af de nye IC4 tog.
"Forsinkelser er desværre kendetegnende for branchen ved store togleverancer. Men i kontrakten er der taget højde for, at situationen kunne opstå, og derfor kommer hverken vi eller staten til at miste penge på forsinkelsen," siger Keld Sengeløv.
Efter overtagelse af de første tog næste sommer, skal DSB bruge cirka et halvt år på test og uddannelse. Derfor forventer DSB, at de første tog kommer med i køreplanen omkring årsskiftet 2005/06. DSB's udvidelser af køreplanen allerede i 2005 bliver ikke påvirket af den forsinkede leverance af IC4.