Kulturnat med DSB’s nye EuroCity-tog, Samtalekupe og indblik i Jernbanebyen
08. oktober 2025 kl. 08:00
DSB inviterer til kulturnat med tog, samtaler og indblik i Jernbanebyens fortid og fremtid. Når mørket falder på, er der fredag den 10. oktober mere liv end en normal kulturnat aften på Københavns Hovedbanegård.
Her er chancen for at komme indenfor og få en guidet tur i en af DSB’s nye EuroCity-vogne, der senere i år bliver sat i drift på strækningen mellem København og Hamborg. Trænger du til fordybelse og til at hvile benene, så sæt dig ind i Samtalekupeen, der i dagens anledning holder til under uret på hovedbanegården.
Lidt længere væk byder DSB også velkommen til at blive guidet rundt i Jernbanebyen, der er en af Københavns nyeste bydele, der i mere end 100 år har været maskinrum for togtrafikken.
Lidt længere væk byder DSB også velkommen til at blive guidet rundt i Jernbanebyen, der er en af Københavns nyeste bydele, der i mere end 100 år har været maskinrum for togtrafikken.
Hele aftenen er der sat ekstra lange tog ind, så alle kan komme til Kulturnat og hjem igen. Ligesom DSB’s tryghedsvagter er at finde rundt i tog og på stationer.
Aftenens program:
DSB’s internationale EC-togvogne
Få en guidet omvisning i de nye EC-vogne, der sættes i drift mellem København og Hamborg senere i år. Aftenens guider fortæller mere om de nye togvogne, der har plads til 492 rejsende i den 209 meter lange togstamme, der skal køre til Hamborg, hvor der kan vente gode oplevelser samt gode togforbindelser videre ud i Europa.
Der vil være inspiration til den næste togrejse til Tyskland, så planlægningen kan gå i gang. Bestiller du på stedet og er blandt de 50 første, så er der en goodiebag til en værdi af 1.000 kr. oveni. Du kan også deltage i en konkurrence og måske vinde en togtur til Hamborg.
Tid: kl. 18.00 til kl. 23.00
Sted: Københavns Hovedbanegård spor 1
Samtalekupeen
Samtalekupeen rykker ind under uret, hvor der er mulighed for at få en god snak med et menneske, du lige har mødt. Kunsten at samtale med hinanden kan hjælpes i gang med samtalekort. Det kan også være fra gæster som fx rapper Elias Ben Afia, tv-vært og arkitekt Frederikke Aagaard, krimiforfatter Anne-Mette Hancock, Lars AP fra ”fucking flink” eller kunstner Pernille Egeskov.
Teaterstykket ”Samtalekupéen” bliver opført kl. 19-19.30 og igen kl. 20-20.30. Efter forestillingen kl. 19 er der interview med Line Kruse, Oliver Due og holdet bag teaterstykket om, hvad vi kan lære af at tale med fremmede i toget.
Tid: kl. 17.30 til 23.00
Sted: Under Uret på Københavns Hovedbanegård
Jernbanebyen
Kom på besøg i det, der på en gang er noget af nyeste og ældste København i Jernbanebyen. Med guidede rundvisninger bliver det muligt at komme inden for og få noget af fortællingen om områdets historiske udvikling blandet med fortællingen om den kommende Jernbaneby, der bliver en ny bæredygtig bydel.
Der er rundvisning hver halve time af cirka 25 minutters varighed. Der er plads til 20 personer på hver rundvisning.
Tid: kl. 18.00 - sidste rundvisning begynder kl. 22.
Sted: Otto Busses Vej 7X, 2450 København SV – ved indgangen til Padel Yard