Leverandør begynder test af IC4

Leverandør begynder test af IC4

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
24. august 2004 kl. 11:04

Leverandøren af DSB's kommende IC4-tog er begyndt at teste det første togsæt i Vojens. Efter et langt sejt træk med tekniske problemer har Ansaldobreda bugseret det første IC4-togsæt tilbage på prøvestrækningen, hvor testkørslerne begyndte den 29. juli.


Gennem efteråret skal en række af togets systemer justeres. Det gælder først og fremmest togets motor, gear, aksel/vendegear og togets hovedcomputer.


Samtidig vil Ansaldobreda, sammen med de centrale underleverandører, gennemføre en række uofficielle test af en række punkter, der er aftalt i kontrakten med DSB. Når denne fase er overstået, begynder de officielle test, der skal bevidnes af DSB's teknikere. Disse test danner, sammen med anden dokumentation, grundlag for myndighedernes godkendelse af toget.


DSB's teknikchef Jeppe Juul Lauridsen understreger, at togsættet fortsat er Ansaldobredas, og at DSB’s rolle i testkørslerne er at stille blandt andet lokomotivpersonale til rådighed.


"Siden opstarten af testene den 29. juli har Ansaldobreda gennemført en række accelerations- og bremsetest ved hastigheder op til 100 km/t. Selv om disse test ikke har nogen officiel status, så har vi dog erfaret, at toget ligger godt i sporet, og at dets løbeegenskaber og nedbremsninger virker tilfredsstillende ved de pågældende hastigheder."


Men Jeppe Juul Lauridsen påpeger samtidig, at toget bærer præg af, at der er tale om et testtog, hvor der har været fokus på de sikkerhedsmæssige forhold, så derfor er der behov for en række justeringer.