Nedsat hastighed og færre tog på Svendborgbanen

Nedsat hastighed og færre tog på Svendborgbanen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
22. juni 2005 kl. 10:03

På grund af slidte skinner nedsætter Banedanmark nu hastigheden flere steder på Svendborgbanen.

For at kunne afvikle trafikken bliver det nødvendigt for DSB at indskrænke antallet af tog med virkning fra onsdag den 22. juni om formiddagen.

De såkaldte bytog med afgang fra Odense i minuttal 08 og fra Svendborg i minuttal 56 bliver aflyst, mens togene mellem Odense og Ringe med standsning ved alle stationer kører uændret. Det samme gælder hurtigtogene mellem Odense og Svendborg. Dog vil rejsetiden for togene i retning fra Svendborg mod Odense - normal ankomst til Odense i minuttal 08 - blive forlænget med ca. fem minutter.

Ændringerne får virkning fra onsdag, hvor sidste bytog fra Odense er afgangen kl. 10.08 og fra Svendborg kl. 10.56.

Hastighedsnedsættelserne gælder, indtil Banedanmark har udskiftet skinnerne på de berørte dele af banen.

Indtil videre nedsættes hastigheden til 80 km/t på sammenlagt 12 km af strækningen. Endvidere nedsættes hastigheden til 40 km/t over en strækning på knap 2 km ved Fruens Bøge. Banedanmark forventer at have udskiftet skinnerne på denne delstrækning til fredag den 1. juli om morgenen, hvorefter der kan køres med 80 km/t.