Nu bliver S-togene røgfri

Nu bliver S-togene røgfri

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
03. januar 2005 kl. 10:53

DSB S-tog tilbyder røgfri S-tog fra og med lørdag den 8. januar 2005.


Tendensen i samfundet går mod stadig flere røgfrie områder, herunder også på transportområdet, hvor fly og busser længe har været røgfri. Busser, metro og Øresundstog, som S-togsproduktet primært spiller sammen med, er alle røgfri, og DSB S-tog vil gerne være med til at give et entydigt signal om røgfri transport i hovedstadsområdet, hvor transporttiden ofte ikke er så lang.


Samtidig er antallet af rygere generelt faldende, hvilket også afspejler sig i S-togs kundegruppe.


I de fleste fjern- og regionaltog vil der fortsat være rygerkupeer. De vil dog løbende blive tilpasset det stadigt faldende behov.


DSB S-tog informerer kunderne om de røgfri tog via bl.a. plakater på stationerne, hængeskilte i S-togene og annoncer i aviserne.


Vind et askebæger


I forbindelse med, at S-togene bliver røgfri, bliver askebægrene fjernet fra de nye S-tog. S-togsaskebægre er et samlerobjekt, som der er rift om. Derfor giver DSB S-tog her alle kunder mulighed for at vinde et af askebægrene ved at deltage i konkurrencen her på hjemmesiden. Klik ind på konkurrencen her.