Nu dur pensionistkortet også om eftermiddagen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
26. oktober 2021 kl. 08:52

Fra mandag den 1. november kan togkunder, der rejser på pensionistkort i hovedstadsområdet, også tage toget om eftermiddagen. Fra den dag er der ikke længere den såkaldte spærretid i togene i eftermiddagsmyldretiden. Hidtil har det ikke været tilladt at rejse i tog med pensionistkort mellem kl. 15 og 17.

”DSB har vurderet, at myldretiden om eftermiddagen spreder sig over flere timer, så der kan godt være plads til pensionisterne. Det gør det også lettere for de rejsende, at vi fremover har de samme retningslinjer, der gælder for metro og busser i hovedstadsområdet,” siger kundechef i DSB, Charlotte Saltoft Kjærulff.

Det er fortsat ikke muligt at rejse med bus, tog og metro med et pensionistkort i morgenens myldretid mellem kl. 7 og 9, hvor der er mange kunder på vej til skole og arbejde.

Ændringen sker fra mandag den 1. november 2021 og gælder også for pensionistkort, der er købt inden den dato.