Ny S-togskøreplan med fem nye stationer

Ny S-togskøreplan med fem nye stationer

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
29. december 2004 kl. 10:09

Ringbanen er ikke til at komme udenom, når S-tog sender sin nye køreplan på gaden den 8. januar 2005.


Den dag åbner nemlig fem nye stationer på Ringbanens linje F og F+. Det drejer sig om K.B. Hallen, Ålholm, Danshøj, Vigerslev Allé og Ny Ellebjerg stationer.


Denne udvidelse af Ringbanen er den største fornyelse på S-togsnettet i mange år og gør det muligt at rejse på tværs af næsten hele S-togsnettet.


Med de nye stationer udvides Ringbanen til at køre på tværs af Høje Taastrup-banen. Dermed kan passagerer, som f.eks. skal nordpå fra Høje Taastrup, undgå at skulle helt ind omkring det centrale afsnit af København ved at skifte til Ringbanen på Danshøj. Ringbanen får 10-minutters drift med den nye køreplan.


Ny Ellebjerg Station er en midlertidig station ved Gl. Køge Landevej. Her fra kan man tage bus nr. 18 til Friheden Station, hvis man skal skifte fra Ringbanen til Køge Bugt-banen. Den permanente Ny Ellebjerg Station er ved at blive bygget, og når den står færdig ved årsskiftet 2006/2007, bliver det muligt at skifte mellem Ringbanen og Køge Bugt-banen herfra.


Linjerne B, B+ og Bx får nu stop på Danshøj Station med forbindelse til Ringbanen. Linje Bx udvides desuden til dagtimelinje fra mandag til fredag, hvor den samtidig forlænges til Klampenborg. Det betyder, at Klampenborgstrækningen disse dage får tilnærmet 10-minutters drift til og fra City. Linje Bx får desuden nye stop på Enghave og Dybbølsbro uden ekstra rejsetid til City.


Herudover forlænges linje E fra Hellerup til Lyngby uden for dagtimerne samt lørdag eftermiddag og hele søndagen.