Resultatet for 2004 opjusteres

Resultatet for 2004 opjusteres

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
24. november 2004 kl. 15:07

Stigende passagerindtægter får DSB til at opjustere forventningen til resultatet før skat for 2004 med 100 millioner kroner til størrelsesordenen 900 millioner kroner.

Passagerindtægterne viser i regnskabet for 3. kvartal 2004, at de første ni måneder har udviklet sig bedre end forventet og ser ud til at kunne fastholdes. Passagerindtægterne i 3. kvartal 2004 blev på 3.002 millioner kroner. Det er fire procent højere end i samme periode 2003. Og antallet af passagerer steg med 1,1 mio. rejser eller knapt 1 procent.

"Det er et glædeligt resultat og en fortsættelse af de gode takter, DSB har vist i første halvår. Det er positivt at se, at vi både fastholder vores passagerfremgang og omkostningsreduktioner i hele organisationen," siger koncerndirektør Søren Eriksen.

Af andre hovedpunkter i koncernledelsens redegørelse for 3. kvartal 2004 kan nævnes:


  • DSB koncernens resultat før skat blev ved udgangen af 3. kvartal på 857 millioner kroner. Det er 94 millioner kroner bedre end den samme periode i 2003.
  • Fortsatte effektiviseringer i administration, produktion og salg har medført lavere omkostninger.
  • DSB Norge AS blev den 3. september 2004 prækvalificeret til at afgive tilbud på strækningen Oslo-Gjøvik. Tilbuddet skal afleveres den 24. januar 2005.
  • DSB arbejder i partnerskab med English Welsh & Scottish Railway på tilbud om at overtage driften af InterCity East Coast Franchise i Storbritannien. Tilbuddet skal afleveres den 6. december 2004.
  • DSB følger tæt den reviderede leveringsplan for IC4-togsæt, som fabrikken Ansaldobreda udarbejdede i august 2004. DSB overtager først togene, når de opfylder betingelserne herfor, og DSB vil ikke gå på kompromis med sikkerheden. Der forventes fortsat, at de første IC4-togsæt kan sættes i drift ved årsskiftet 2005/2006.