Røgfri regionaltog Odense-Fredericia
Røgfri regionaltog Odense-Fredericia
Røgfri regionaltog Odense-Fredericia
Fra på søndag bliver det sværere at få sig en smøg i regionaltoget mellem Odense og Fredericia.
Når den nye køreplan træder i kraft, vil hovedparten af regionaltogstrafikken på strækningen Odense-Fredericia blive varetaget af Desiro-tog, som er røgfri.
Indsættelsen af det nye materiel betyder ikke større ændringer i køreplanen, men der er ikke længere mulighed for at ryge i togene. DSB råder over i alt 12 lejede Desiro-tog, som i de seneste år har kørt på Svendborgbanen, og det vil de fortsætte med efter køreplanskiftet, selv om de nu også skal betjene strækningen på Vestfyn.
Når Desiro-togene er røgfri, skyldes det, at luften cirkulerer, så røgen ikke kan holdes væk fra enkelte områder af toget. Samtidig er der ingen askebægre, så man skal huske at slukke, inden man stiger på toget.
På Svendborg-banen har de røgfri tog ikke givet større problemer. Fælles for Svendborgbanen og regionaltogstrafikken på strækningen Odense-Fredericia er, at rejserne fortrinsvis foregår over korte afstande.
Enkelte afgange på strækningen Odense-Fredericia bliver udført med IR4 og IC3 og i disse tog er rygning fortsat tilladt.