Slut med salg af DSB’s papklippekort

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
11. august 2016 kl. 09:47

Fra på mandag den 15. august er det ikke længere muligt at købe DSB’s gråblå papklippekort. Men selv om salget af papklippekortene stopper, kan kortet stadig bruges frem til den 15. januar 2017. For kunder, der ikke har nået at bruge alle klip på deres DSB papklippekort, er der ingen grund til at fortvivle.

”Der er ingen grund til at hamstre klippekortet, der er alternativer, der passer til langt de fleste kunder. Og der bliver fortsat arbejdet med at udvikle gode typer af billetter, så vi kan dække behovet hos kunderne,” siger Susanne Mørch Koch, der er direktør i DSB Kommerciel.

Der er blandt andet introduceret 10turs klippekort i appen, som mange kunder allerede har taget til sig som et alternativ. Ligesom der er føjet en mulighed til, der gør det muligt for erhvervskunder at købe billetter på faktura i appen.

For de kunder, der har fået købt flere klip og klippekort, end de kan nå at bruge inden den 15. januar 2017 bliver der en refusionsordning, så de kan få pengene retur for de ubrugte klip og kort.

”Det er det sidste klippekort tilbage i landet, så automaterne forsvinder, derfor kan kortene ikke længere klippes i automaterne, så de er gyldige. Det bedste er at få fundet kortene frem og få brugt flest mulige klip inden den 15. januar næste år. Hvis det ikke lykkedes har vi en løsning klar,” forsikrer Susanne Mørch Koch.

Når klippekortene ikke længere kan anvendes efter den 15. januar 2017, bliver det muligt at få refunderet pengene for sine ubrugte klip eller klippekort. Den mulighed gælder helt frem til den 15. august 2019.

Find mere om alternativerne til DSB’s papklippekort samt om refusion af ubrugte klip og klippekort på dsb.dk/dsbklippekort.