Ud & Se puster nyt liv i H.C. Andersen
Ud & Se puster nyt liv i H.C. Andersen
Som alle ved, er Den lille Havfrue et lidt sørgeligt eventyr af H. C. Andersen. Men når 2005 er gået, vil det også være titlen på en historie skrevet af forfatteren Jan Sonnergaard. Hvordan den historie bliver, er der endnu ingen, der ved, men den bliver i hvert fald anderledes end den oprindelige.
Under overskriften H. C. Anderledes har forlaget People’s Press og Ud & Se bedt 12 af de bedste danske forfattere om at vælge en historie af H.C. Andersen og skrive en helt ny tekst derfra. Det eneste, der ligger fast, er titel og længde.
Allerede nu kan det afsløres, at Bent Vinn Nielsen har valgt Fyrtøiet, og Pia Juul skriver en tekst med titlen Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige. Iselin Hermann digter med udgangspunkt i Den flyvende Kuffert, mens Jan Sonnergaard altså tager sig af Den lille Havfrue.
Teksterne bliver bragt i de 12 udgaver af Ud & Se, der udkommer i 2005, ledsaget af illustrationer af toneangivende danske navne som Jan Callesen, Spild af Tid og Underwerket. Efter sommerferien 2005 udkommer historierne i bogform på forlaget People’s Press.