Arbejdstilsynet siger ok til gamle S-tog
Arbejdstilsynet siger ok til gamle S-tog
DSB S-tog kan igen tage de seks gamle togsæt, som Arbejdstilsynet har undersøgt for asbest, i drift. Det sker med Arbejdstilsynets accept, fordi der ikke skal tages flere prøver.
De gamle togsæt blev taget ud af drift, da der blev fundet asbest i én gammel S-togsvogn. Prøverne fra de seks togsæt - 127 prøver i alt samt en prøve fra en varme- og ventilationskanal - viser ingen tegn på asbest, og den vogn, som indeholder asbest, og som startede miséren, er nu udrangeret. Den vil i de kommende måneder blive undersøgt nøjere, og analyserne vil blive brugt ved tilrettelæggelsen i den kommende helbredsundersøgelse af medarbejderne.
Desuden har DSB S-tog besluttet at gennemføre en undersøgelse af sine øvrige faciliteter, herunder stationer fra den periode, hvor brugen af asbest var udbredt.