Bedre togprodukt i 1. kvartal 2007

Bedre togprodukt i 1. kvartal 2007

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
21. maj 2007 kl. 14:48

DSB’s resultat før skat blev 179 mio. kr. Resultatet er 66 mio. kr. lavere end samme periode sidste år (245 mio. kr.), hvilket primært skyldes øgede finansielle omkostninger samt faldende indtægter fra trafikkontrakter. Resultatet er i overensstemmelse med det forventede.


  • Passagerindtægterne er på niveau med 2006
    Passagerindtægterne udgjorde 1.008 mio. kr. i 1. kvartal 2007 (1.009 mio. kr.) og er dermed på niveau med 2006.

  • Resultat før af- og nedskrivninger er faldet til 665 mio. kr. (700 mio. kr.)
    Faldet kan primært henføres til faldende indtægter fra trafikkontrakter på i alt 29 mio. kr. Dette fald skyldes en skærpelse i trafikkontrakterne med staten.

  • Flere rejsende på Fjern- og regionaltogsstrækningerne 
    Antallet af rejsende med Fjern- og regionaltog er steget med 5 procent til 16,0 mio. rejsende. Der er tale om et stigende antal rejsende på især stræk-ningerne i Øst-danmark herunder Kystbanen samt togtrafikken over Øresund. På S-togsstrækningerne har der i 1. kvartal 2007 været et samlet fald på 2 procent sammenlignet med 2006, hvilket bl.a. skyldes, at DSB ikke længere kører Lille Nord-strækningen.

  • Forbedret rettidighed i 1. kvartal
    Rettidigheden i 1. kvartal 2007 udgør 91,0 procent for Fjern- og regionaltogs vedkommende og 93,1 procent for S-togs vedkommende, hvilket er langt over niveauet i samme periode i 2006. Forbedringerne skyldes dels implementeringen af ny køreplan på Fjern- og regionaltogsstrækningerne, dels effekten af de mange øvrige tiltag, der er igangsat for at forbedre rettidigheden. Herudover har der bl.a. på S-togsstrækningerne været færre sporarbejder i 1. kvartal 2007 sammenlignet med samme periode i 2006.

  • Ansøgning om kørsel med passagerer i IC4-togene er fremsendt til Trafik-styrelsen
    Den 19. maj fremsendte DSB ansøgning til Trafikstyrelsen om kørsel med IC4-tog med passagerer på strækningen mellem Århus og Aalborg. De tidligere gennemførte prøvekørsler af IC4-togene uden passagerer i blandet trafik er forløbet tilfredsstillende, og AnsaldoBreda har på basis heraf foretaget opgradering af softwaren. Herefter er der gennemført en række dynamiske tests ligeledes med positive resultater og god fremdrift. DSB forventer i juni at afholde en presse-briefing med en opdateret status og den videre proces.

Forventningen til resultatet før skat i 2007 fastholdes

Den i årsrapporten for 2006 udmeldte forventning til resultat før skat i 2007 på i størrelsesordenen 600 mio. kr. fastholdes.


For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det fortsat ikke er tilladt at have passagerer – og derfor heller ikke journalister – med ud at køre med IC4-toget. Men så snart vi har tilladelse til at køre med passagerer, skal pressen nok få en invitation til at prøvekøre toget.