Billige Orange-billetter efter fyraften
Billige Orange-billetter efter fyraften
En fornøjelig aften i byen, et familievisit i provinsen, en venindetur i teatret. Mulighederne er mange, og nu bliver det endnu billigere med transporten dertil.
Fra tirsdag den 8. maj bliver det muligt at rejse lokalt med Orange rabat. DSB introducerer nemlig DSB Orange Sviptur. Rabatordningen gør det muligt at rejse frem og tilbage til en fast billig pris hver dag efter kl. 16.00 på alle DSB-strækninger på Sjælland og Lolland-Falster og på strækningen Århus-Aalborg.
En DSB Orange Sviptur er en returbillet og koster kun 149 kr. for en voksenbillet, uanset om det er hverdag eller weekend. Og man kan købe billetten helt op til afrejsetidspunkt.
Billetten kan udstedes på de nævnte strækninger, men rejsen skal strække sig over mindst otte DSB zoner, før det prismæssigt kan betale sig for kunden (Se zonekort på dsb.dk)
DSB Orange Sviptur kan kun købes på stationerne og ud - og hjemrejse skal ske i tidsrummet kl. 16.00 – 03.59.
En voksen rejsende kan tage op til 2 børn gratis med, når man rejser på en DSB Orange Sviptur. Rejser man med flere end to børn, koster det 75 kr. pr ekstra barn. Samme pris gælder for børn, der rejser alene.
"Det er vores håb, at mange vil gøre brug af billetterne som alternativ til bilen. Det kan være i forbindelse med oplevelses-svipture til og fra de store byer, f.eks. til en tur med familien i Tivoli, i biografen eller lignende," lyder fra DSB's salgsdirektør Bjørn Wahlsten.
Eksempler på Orange Svipture
Århus - Aalborg
Rødby F- Ringsted
Nykøbing F- København H
Holbæk - Vordingborg
Det er muligt at læse mere om DSB Orange Sviptur på dsb.dk/orange