DSB forventer markant flere passagerer
DSB forventer markant flere passagerer
DSB ser med stor glæde frem til de massive investeringer i jernbane-infrastrukturen, som regeringen med sin investeringsplan i dag lægger op til. En fordobling af trafikken med toget er realistisk inden for de næste 20 år.
- Planen er et markant løft til jernbanen. Jeg forventer, at planen vil kunne give toget en mærkbar stigning i markedsandel i forhold til bilen. Toget er i forvejen attraktivt, men hvis vi for alvor skal overbevise bilisterne om, at de skal lade bilen stå i garagen, er det altafgørende med flere og bedre togafgange, kortere rejsetider og endnu flere tog til tiden, og det vil denne plan kunne sikre, siger DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen.
Regeringen lægger op til, at der skal bygges en ny fjernbane mellem København og Ringsted. At der skal etableres et dobbeltspor på Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød, så der fremover vil være dobbeltspor hele vejen mellem København og Holbæk. At der skal investeres massivt i nye signalsystemer i hele landet. Samt ikke mindst at man skal gøre jernbanen klar til den såkaldte timeplan, der sikrer rejsetider på maksimalt en time mellem de store byer: København-Odense, Odense-Århus og Århus-Aalborg.
- DSB er overordentligt tilfredse med planen. Der lægges op til massive investeringer på togområdet, og de vil kunne bidrage til at fremtidssikre jernbanen og sikre mulighed for fortsat vækst på skinnerne via øget frekvens, kortere rejsetider og flere tog til tiden. Samtidig kan vi for alvor tage fat på den store samfundsopgave, det er at nedbringe transportsektorens samlede CO2-udslip. Her er toget den helt afgørende faktor, siger Søren Eriksen.
De seneste ti års massive investeringer i jernbane-infrastrukturen – Storebæltsbroen, Øresundsbroen og den københavnske ringbane – har i høj grad løftet niveauet og rejseoplevelsen, og de har medført et meget markant antal øgede passagerer.
- Ikke mindst i et klimaperspektiv glæder jeg mig over investeringsplanen. Hvis DSB fordobler togtrafikken, og vi antager, at alle de nye togpassagerer har sat bilen til fordel for toget, så kan vi alene på den konto spare atmosfæren for ikke mindre end en halv million tons CO2. Det svarer til samtlige Roskilde-borgeres årlige CO2-udslip, siger Søren Eriksen.
DSB glæder sig ligeledes over, at der er afsat en milliard kroner til at forbedre parkeringsforholdene ved stationerne for biler og cykler.
- Med denne saltvandsindsprøjtning kan vi oprette mindst 10.000 nye p-pladser til biler og et tilsvarende antal nye overdækkede parkeringspladser til cykler ved de stationer, hvor behovet er størst. Vi ved jo alle, hvor afgørende det er, når man træffer sit transportvalg, at man kan skabe sig en nem og bekvem rejse hele vejen fra ens hjem til arbejdspladsen, siger Søren Eriksen.
DSB vurderer, at der i første omgang er størst effekt af investeringen ved at anlægge større bil-parkeringsanlæg i Roskilde, Ringsted, Hillerød, Hundige og Nyborg, men mange andre steder kan mindre parkeringspladser også komme i spil. Forbedret cykelparkering er først og fremmest påkrævet ved de store stationer som Københavns Hovedbanegård, Nørreport, Århus Banegård og Hellerup Station.