DSB iværksætter langsigtede tiltag for nuværende og tidligere medarbejdere, der har været udsat for asbest
DSB iværksætter langsigtede tiltag for nuværende og tidligere medarbejdere, der har været udsat for asbest
En netop færdiggjort arbejdsmedicinsk rapport anbefaler, at DSB ikke gennemfører systematiske helbredsundersøgelser af alle ansatte, som har arbejdet med asbest.
- Der skal ikke herske tvivl om, at vi helst ville have kunnet tilbyde vores medarbejdere en helbredsundersøgelse. Men når fagkundskaben direkte fraråder det, må vi følge deres råd.
- På den baggrund har DSB i samarbejde med de faglige organisationer besluttet, at der i stedet indføres en række langsigtede tiltag, siger HR-chef i DSB, Malene Bresson.
Der er tale om to elementer:
1. DSB opretter en pulje, som sikrer nuværende og tidligere medarbejdere, der rammes af asbest-lidelser, økonomisk støtte.
2. Hvis der inden for en årrække udvikles anvendelige metoder til systematiske helbredsundersøgelser, så iværksættes sådanne undersøgelser for nuværende og tidligere ansatte, der har arbejdet med eller i øvrigt været udsat for asbest i DSB.
Den arbejdsmedicinske rapport er udarbejdet af en tværfaglig arbejdsgruppe bestående af specialister inden for blandt andet arbejdsmedicin, lungesygdomme og kræft med overlæge Charlotte Brauer, Arbejdsmedicinsk Klinik, Glostrup Hospital, og overlæge Peter Jacobsen, Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital, i spidsen.
- Der er flere væsentlige grunde til anbefalingen om ikke at gennemføre systematiske helbredsundersøgelser af DSB-ansatte, som har været udsat for asbest, siger overlæge Peter Jacobsen.
- Der findes i øjeblikket ikke egnede helbredsundersøgelser, som på et tidligt tidspunkt kan afsløre lungekræft og lungehindekræft, der skyldes asbest. Lungeasbestose kan ganske vist konstateres tidligt, men det ændrer ikke fremtidsudsigterne for sygdommen. Desuden indebærer brug af røntgen mm. til undersøgelse for asbestsygdomme i sig selv en risiko for helbredsskader. Og endelig forholder det sig sådan, at selv om der i DSB er grupper af medarbejdere, der tidligere har været moderat eller kraftig udsat for asbest, så har flertallet af DSB’s medarbejdere kun været lidt mere – eller slet ikke mere – udsatte for asbest end befolkningen som helhed.
Han tilføjer, at risikoen, for at den enkelte DSB-medarbejder får en sygdom fra asbest, er lille.
Arbejdstilsynet har bekræftet, at beslutningen om ikke at tilbyde systematisk helbredsundersøgelser af nuværende og tidligere medarbejdere, ikke er i strid med asbestlovgivningen, når DSB ikke længere udfører asbestarbejde.