DSB koncernen leverer flot resultat for 2006

DSB koncernen leverer flot resultat for 2006

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
29. marts 2007 kl. 14:51

DSB kan i dag offentliggøre sit resultat for 2006. Det viser et resultat før skat på 1.008 mio. kr. , hvilket er 15 mio. kr. bedre end i 2005. Det er især stigende passagerindtægter, der giver det bedre resultat. DSB har således haft 2,8 mio. flere rejsende sammenlignet med 2005.



"Det er glædeligt, at DSB trods fortsatte problemer med infrastrukturen har kunnet levere et bedre økonomisk resultat end året før og samtidig har fået flere kunder," siger bestyrelsesformand Mogens Granborg i en kommentar til årets resultat.



Fra årsregnskabsmeddelelsen kan herudover fremhæves:
• Nettoomsætningen steg med 127 mio. kr. til 9.534 mio. kr. (9.407 mio. kr.) Passagerindtægterne er steget med to procent, mens indtægterne fra trafikkontrakter er det samme som sidste år.



• Stigningen i passagertallet kan primært henføres til rejser i Østdanmark især på Kystbanen samt togtrafikken over Øresund.



• I 2006 har DSB's produktionskvalitet været præget af de alvorlige problemer med jernbaneinfrastrukturen og har som følge heraf ligget væsentligt under målsætningen i hele 2006. Der er udarbejdet en omfattende handlingsplan med adskillige aktiviteter, herunder implementering af en ny køreplan fra den 7. januar 2007 samt etablering af fælles driftscentre i samarbejde med Banedanmark. Handlingsplanen skal igennem 2007 og efterfølgende forbedre såvel rettidigheden som kundeinformationen.



• I slutningen af november 2006 blev det klart, at der i flere af DSB's ældste S-tog har været tale om brud på den forsegling, der skulle indkapsle den asbest, som tidligere blev brugt i forbindelse med fremstilling af bl.a. tog. DSB iværksatte straks herefter en uvildig undersøgelse, som i en rapport den 30. januar 2007 bl.a. konkluderede, at der i flere tilfælde har været tale om, at gældende lovgivning ikke er fulgt. DSB tog straks konsekvensen heraf, hvilket medførte, at den administrerende direktør i DSB S-tog a/s fratrådte. Samtidig igangsattes en række tiltag, der skal evaluere og fremme miljø- og sikkerhedsarbejdet i virksomheden.



• DSB har fået tilladelse til at prøvekøre de nye IC4 tog i blandet trafik uden passagerer på strækningen mellem Århus og Aalborg og har onsdag den 21. februar 2007 påbegyndt kørslen.



Forventningen til 2007
Resultatet før skat forventes i 2007 at blive i størrelsesordenen 600 mio. kr. At det forventede resultat er lavere end resultatet for 2006, skyldes primært salg af grunde og bygninger for 172 mio. kr. Hertil kommer stigende energiomkostninger, omkostninger til rettidigheds- og kundeserviceforbedrende tiltag samt udgifter til rejsetidsgarantiordningen.



Herudover stigende renter og afskrivninger samt en reduktion i kontraktbetalingen som led i den 10-årige trafikkontrakt med staten. Omvendt forventes bl.a. passagervækst samt effektiviseringer at påvirke resultatet positivt.



"Nu gælder det om at få forbedret DSB's relationer til kunderne og det kan kun gøres ved at levere et bedre produkt. Vi skal have en bedre rettidighed og vi har sat en række tiltag i værk vedrørende trafikinformation."



"Jeg er glad for, at vi nu omsider er kommet ud og køre i blandet drift med de nye IC4 tog. Det er uacceptabelt, at det har skullet tage så lang tid. Nu gælder det om, at sikre fremdrift i projektet."



"Vi vil i 2007 have fokus på at gøre alt for at vinde Øresundsudbuddet og vi ser frem til de videre drøftelser om DSB's fremtidige selskabsform." siger bestyrelsesformand Mogens Granborg.


Læs mere her: http://www.dsb.dk/cs/Satellite?pagename=DSB/Page/Indholdsside_med_sidemenu_uden_introindhold&c=Page&cid=1002716363330&a=Artikel&aid=1149132560733
Med venlig hilsen
DSB