DSB lancerer nyt WildCard: Unge går glip af store besparelser på togrejsen
DSB lancerer nyt WildCard: Unge går glip af store besparelser på togrejsen
Ca. 169.000 unge mellem 16-25 år går samlet set glip af besparelser på over 64 millioner kroner om året, når de rejser med tog, fordi de ikke har et DSB WildCard. Det viser en analyse, som DSB netop har gennemført. For at få endnu flere unge til at tilmelde sig DSB WildCard relancerer DSB d. 1. maj i år Wildcard´et i et nyt layout og med endnu flere tilbud og oplevelser før, under og efter rejsen.
Op til halv pris på turene mellem eksempelvis Århus og København, rabat på togturen til udlandet og invitationer til spændende koncerter og andre arrangementer rundt om i landet. Der er mange gode grunde til, at DSB WildCard i dag er det foretrukne rejsekort for landets unge mellem 16 og 25 år samt studerende på SU.
Alligevel er der ca. 169.000 unge, der hvert eneste år går glip af betydelige besparelser, fordi togrejsen bliver købt uden et DSB WildCard. Samlet set er det over 64 millioner kroner, som denne gruppe unge kunne spare, viser en omfattende analyse, som DSB netop har foretaget.
Spar 50 procent på rejsen med DSB WildCard
”Vores analyse viser, at der er en meget stor gruppe af unge danskere, hvis rejsebehov og ture ud i landet ville kunne gøres langt billigere, hvis det skete med et DSB WildCard i hånden. Med op til 50 procent rabat på togrejserne, skal der ikke mange ture fra København hjem til familien i Sønderborg før kortet er en rigtig god forretning, der kan mærkes på de unges budgetter,” siger Mads Arentoft, som er Business Manager for DSB Wildcard og fortsætter:
”Vi vil rigtig gerne have, at så mange unge som muligt får del i de rabatter og oplevelser, vi stiller til rådighed med DSB WildCard. Derfor relancerer vi d. 1.maj DSB WildCard i et nyt design og med nye aktiviteter og tilbud, som vi har store forventninger til vil give endnu flere WildCard-medlemmer. Samme dag lukker vi ned for det betjente salg af DSB WildCard og gør i stedet al salget elektronisk via internettet. Senere på sommeren vil det også blive muligt at købe DSB WildCard med SMS.”
Nyt WildCard med flere rabatter og rejseoplevelser i fokus
Et væsentlig omdrejningspunkt i relanceringen af DSB WildCard er at indgå endnu flere partnerskaber med eksterne samarbejdspartnere, som kan bidrage til at give særlige oplevelser for WildCard-medlemmerne før, under og efter rejsen.
”Dette forår har vi fx indgået et samarbejde med Tivoli, hvor alle med et DSB WildCard kan tage en ven med til Fredagsrock kvit og frit. Den slags vil vi komme med mere af fremover, ligesom der også vil komme endnu flere muligheder for oplevelser og underholdning på selve rejsen,” siger Mads Arentoft og slutter:
”Med de mange nye aktiviteter oven på det meget solide fundament af rabatter er vi overbeviste om, at endnu flere unge fremover vil vælge at blive medlemmer af DSB WildCard.”