DSB’s Resultat før skat blev i 1. kvartal 48 mio. kr.
- DSB’s operatørpunktlighed for såvel Fjern- & Regionaltog som S-tog opfylder kontraktmålene
- Passageromsætning og antal rejsende er negativt påvirket af sporarbejder, ID-kontrol og grænsekontrol
- Den nettorentebærende gæld er reduceret med 134 mio. kr.
- IC4-togsæt ude af passagerdrift i tre uger
- Fortsat vækst i salget af Orange-billetter
- Implementering af takstreform - Takst Sjælland.
”Det er tilfredsstillende, at de initiativer, som DSB har iværksat for at sikre flere tog til tiden, bærer frugt. I 1. kvartal 2017 har DSB’s operatørpunktlighed været stigende og ligget over kontraktmålet med staten.” Flemming Jensen, Administrerende direktør
Resultat før skat for 1. kvartal på 48 mio. kr. ligger på niveau med samme periode i 2016, hvor resultatet korrigeret for poster af engangskarakter udgjorde 53 mio. kr. Den nettorentebærende gæld er reduceret med 134 mio. kr. i forhold til 31. december 2016 og med 763 mio. kr. inden for det seneste år.
Punktligheden for Fjern- & Regionaltog er i bedring
Operatørpunktligheden for Fjern- & Regionaltogstrafikken - antallet af tog til tiden som DSB alene står til ansvar for - ligger på 94,0 procent i 1. kvartal 2017 mod 92,7 procent i 1. kvartal 2016 og ligger over Trafikkontraktens mål.
Den forbedrede operatørpunktlighed er resultatet af de initiativer, som DSB har sat i værk for at reducere antallet af forsinkende fejl på togene. Initiativerne omfatter blandt andet ansættelse af ekstra medarbejdere på værkstederne.
Vores aldrende lokomotiver og togsæt kræver mange ressourcer for at være i god stand. Derfor arbejder vi også med at udvide åbningstiden på de værksteder, hvor værdien af øget aften/nat/weekend-arbejde er størst. Dertil kommer en effektivisering af værkstedsstrukturen og arbejdsprocesserne, så der skabes en mere sammenhængende vedligeholdelse af togmateriellet.
Kundepunktligheden - antal kunder til tiden - er forbedret i 1. kvartal 2017 i forhold til 2016. Det er positivt, men kundepunktligheden er stadig udfordret og ligger med 79,3 procent under Trafikkontraktens mål på 82,4 procent. Signalfejl og arbejdet med infrastrukturen er nogle af årsagerne til, at kun 8 ud af 10 kunder nåede frem til tiden. Der er stor fokus på udfordringerne, og DSB er i tæt dialog med Banedanmark for at sikre det fælles mål for kundepunktlighed.
DSB er fokuseret på at levere vores kunder den højst mulige punktlighed i hele 2017, men det står samtidigt klart, at Banedanmark gennemfører en række sporarbejder i hele landet, som vil udfordre togdriften. For eksempel er Kystbanen spærret for trafik mellem Rungsted Kyst og Helsingør 6 uger i sommerferien, mens der er 5 dages spærring af trafikken på Ringsted station i juli måned. DSB og Banedanmark samarbejder om den trafikale såvel som den trafikinformationsmæssige håndtering af sporarbejderne.
Fortsat høj punktlighed i S-togstrafikken
I S-togstrafikken er de gode resultater fra 2016 videreført i 1. kvartal 2017, og både operatør- og kundepunktligheden ligger med henholdsvis 98,7 procent og 92,7 procent over Trafikkontraktens mål. De 300.000 daglige kunder i de københavnske S-tog har dermed haft fordel af at kunne nå frem til tiden i langt de fleste tilfælde.
Der er dog også kunder i S-tog, der har oplevet udfordringer i 2017. Der er således fortsat ikke optimal drift på strækningen mellem Jægersborg og Hillerød, hvor der er implementeret et nyt signalsystem. Også for S-togstrafikken vil Banedanmark i den resterende del af året udføre en række sporarbejder, og især vil togdriften være udfordret af, at der fra april til oktober vil være flere perioder med totalspærringer og reduceret drift på hovedstrækningen mellem Valby og Svanemøllen.
IC4 – hændelse med løs hydraulikpumpe
Alle IC4-tog blev 7. marts taget midlertidigt ud af passagerdrift på grund af en hændelse, hvor en hydraulikpumpe på et IC4-togsæt løsnede sig. IC4-togene kører i gennemsnit 8-10 procent af den daglige togdrift, så køreplanen skulle akut laves om, så den passede til de tog, der var til rådighed.
Der blev udarbejdet en sammenhængende midlertidig plan med det formål at sikre færrest mulige gener for kunderne overordnet set. Der var tale om komplekse bagvedliggende ændringer, der medførte, at nogle togafgange fik ændret køreplanen og nogle kørte med færre sæder end normalt, mens nogle tog helt blev aflyst. For at kompensere for disse ændringer valgte DSB samtidig at indføre ekstra standsninger på en række strækninger frem for at betjene disse stationer med erstatningsbusser. Der er ingen tvivl om, at kunderne på en række strækninger har oplevet en dårligere service og en mindre bekvem rejse end normalt.
Efter knap tre ugers intensivt arbejde fik DSB skabt en midlertidig løsning, der betød, at det ikke vil udgøre en sikkerhedsmæssig risiko, hvis en hydraulikpumpe igen løsner sig. 27. marts blev IC4-togsættene genindsat i driften, mens der fortsat arbejdes med at skabe en permanent løsning.
Billigere og nemmere at være kunde
DSB ønsker at sikre kunderne en nem og bekvem rejse. Det skal være muligt at få aktuel, pålidelig og brugbar trafikinformation, især i de tilfælde, hvor der er afvigelser i forhold til køreplanen. DSB har derfor besluttet, at forbedring af trafikinformationen er et væsentligt fokusområde i 2017. Der arbejdes således på at forbedre og udvikle informationen til kunderne på stationer, i tog, på hjemmesiden, via App’s og via Rejseplanen.
I januar blev Takst Sjælland indført. Det er den største omlægning af takstsystemerne i Danmark i 40 år. Med reformen blev etableret et samlet takstområde på Sjælland, hvilket indebærer en række forenklinger for kunderne. Et vigtigt princip er, at rejsekortet altid er billigste enkeltbillet i takstområdet. I forbindelse med Takst Sjælland er udarbejdet et nyt priskoncept for DSB 1’, hvor man kan rejse på DSB 1’ mod et fast tillæg til standardbilletten uanset rejsens længde. Det gør det enklere for kunderne at gennemskue prisen og giver på sigt mulighed for, at kunderne selv kan opgradere sig til DSB 1’ i toget.
I april 2017 har DSB genindført 10 minutters drift på Kastrupbanen mellem København H og Københavns Lufthavn. Det er en mærkbar forbedring for kunderne. Øresundspendlerne får muligheden for 12 minutters kortere rejsetid mellem København H og Malmø på visse afgange. Det er endvidere positivt, at den svenske stat har besluttet at ophæve kravet om ID-kontrollen i tog, bus og færge fra 4. maj 2017. DSB håber, at den ophævede ID-kontrol vil betyde, at kundetabet på 12 procent siden ID-kontrollens indførelse kan vindes tilbage.
Kunderne er glade for DSB’s Orange-koncept med salg af billige billetter på afgange med ledig sædekapacitet uden for myldretiderne. I januar 2017 blev gennemført en Orange-kampagne for tredje år i træk med priser ned til 39 kr. I kampagneperioden blev solgt cirka 91.000 Orange-billetter.
Dansk jernbanesektor i international topklasse
Den danske jernbanesektor kommer fra et stærkt udgangspunkt set i international sammenhæng. I Boston Consulting Groups nyligt offentliggjorte undersøgelse ”The 2017 European Railway Performance Index” ligger Danmark på en andenplads kun overgået af Schweiz.
Undersøgelsen måler på jernbanens kvalitet, service og sikkerhed samt transportandel i forhold til befolkningens størrelse. Målt på kvalitet ligger Danmark markant bedre end vores nabolande Tyskland, Sverige og Storbritannien. For Sverige trækker dårlig punktlighed ned i undersøgelsen, mens briterne udfordres med både dårlig punktlighed og dyre priser.
”Nok er DSB og den danske jernbanesektor ikke perfekt, men vi ligger i et internationalt benchmark på en fornem europæisk andenplads.” Peter Schütze, Bestyrelsesformand
Fremtiden for den danske jernbanesektor
I forlængelse af den politiske aftale om passagertogstrafik i Danmark 2015-2024 har Transport-, Bygnings- og Boligministeriet igangsat en sektoranalyse af den fremtidige passagertogstrafik i Danmark. Formålet er at skabe en samlet strategi med klare udviklingsmål for jernbanen til gavn for kunderne. Det er en analyse, der vil kunne medføre ændringer i DSB’s rolle og ansvar for togdriften. I bund og grund står valget principielt mellem et udbudt DSB, hvor DSB’s togdrift enten udbydes i sin helhed eller opdeles i et antal pakker, eller en fortsættelse af DSB.
I perioden frem mod 2030 vil der i den danske jernbanesektor blive gennemført markante forandringer med massive investeringer i signalprogram, elektrificering, nye spor og indkøb af Fremtidens Tog. Forandringerne vil på længere sigt medføre, at passagertogstrafikken får en væsentlig bedre kvalitet, og at den kan drives væsentligt mere effektivt. Indtil da vil sektoren være præget af en risikofyldt omstilling med afledte driftsforstyrrelser. Jernbanesektoren er med andre ord en stor byggeplads frem mod 2030.
De senere års økonomiske resultater har vist, at DSB evner at skabe en konstant mere effektiv virksomhed. Det er vores vision, at DSB på baggrund af et el-baseret togsystem, nyt togmateriel og på en optimeret infrastruktur vil kunne agere markedsorienteret og skabe et fremtidens DSB uden statstilskud. DSB vurderer, at et markedsorienteret DSB vil kunne realisere mindst den samme effektivitet, som der eventuelt kan opnås ved udbud, men med en væsentlig lavere risiko.