Flere tog til tiden
Flere tog til tiden
Søndag den 7. januar træder DSB's køreplan for 2007 i kraft. Alle tog mellem København og Fyn/Jylland vil være længere tid om turen, end de var ifølge køreplanen for 2006. Forklaringen er, at køretiderne i den ny køreplan for 2007 tager højde for de forsinkelser, som sporenes dårlige kvalitet er skyld i. Passagererne vil derfor opleve, at togene i langt højere grad overholder køreplanen på trods af, at sporarbejder og hastighedsnedsættelser fortsætter et stykke tid endnu.
InterCitytog fra København til Odense vil få lagt et minut til i køreplanen - den modsatte vej er tillægget tre minutter. InterCity fra København til Århus får lagt syv minutter til, og den modsatte vej er tillægget ni minutter. Hårdest ramt bliver InterCity- og lyntog til Frederikshavn, der får lagt 27 minutter til turen fra Købehavn og 19 minutter den modsatte vej.
Længere tog over Øresund
På Øresundsbanen betyder den hastigt voksende trafik, at DSB indsætter mindst to togsæt i alle afgange mandag til fredag indtil kl. 20. Flere afgange i myldretiden vil blive kørt med tre togsæt.
Røgfri rejse
Køreplan K 07 betyder et farvel til de sidste rygerpladser i DSB's tog, og fra den 7. januar må end ikke DSB's lokomotivførere ryge, selv om de sidder i "eget kontor".
Samtidig med rygestoppet får IC3 togsæt nye gulvtæpper og nyt betræk på stolene. Ved samme lejlighed får togene nye motorer og gearkasser.
Ny køreplan på S-banen til august
På S-banen træder en lille ny køreplan i kraft den 6. januar. Det sker samtidig med, at Ny Ellebjerg station på Køge Bugt banen bliver indviet. Ringbanen er færdig og i dagtimerne mandag til fredag kører der her tog hvert 5. minut.
Køge Bugt banen bliver i årets første halvdel ramt af store sporarbejder. DSB fejrer det færdige sporarbejde i august med en ny køreplan for hele S-tognettet.