Første udbetaling til DSBs pendlere

Første udbetaling til DSBs pendlere

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
18. april 2007 kl. 16:05

DSB er for hver enkelt pendler i færd med at beregne, om DSB's Rejsetidsgaranti skal udløse kompensationer for januar, februar og marts.

 

Det er en betingelse for at opnå kompensation, at pendlerne har tilmeldt sig ordningen, og eventuelle kompensationer for årets tre første måneder vil blive udbetalt i løbet af april.

 

Det er første gang, at DSB udbetaler den nyligt indførte garanti, og udbetalingen foregår denne gang for et samlet kvartal. Fremover udbetaler DSB kompensationen i takt med, at kundernes kort udløber.

 

Pendlere, der eksempelvis har haft kort i hele 1. kvartal 2007 og rejser mellem Roskilde og København kan forvente at få omkring 100 kroner i kompensation. Hvorimod pendlere, der har haft kort i hele 1. kvartal 2007 og rejser mellem Holbæk og Glostrup kan forvente at få optil 250 kroner i kompensation.
 
For ovennævnte strækninger gælder, at DSB har haft svært ved at opfylde kvalitetsmålene i hele perioden.

 

Der er andre målestrækninger, hvor det kun er en enkelt måned, der udløser kompensation.

 

En pendler mellem Vejle og Herning kan regne med at få cirka 150 kroner for et kort i januar, mens en indehaver af et Netkort i Hovedstadsområdet, der har tilmeldt sig Kystbanen, vil få 33 kroner for marts.

 

En pendler fra Korsør til København kan regne med at modtage cirka 150 kroner.
 
Største enkeltudbetaling er cirka 430 kroner til en indehaver af et DSB '1-kort fra Odense til København, der var gyldigt i 6 uger.

 

S-tog
En pendler, der har kort mellem Værløse og København vil for eksempel kunne forvente at modtage 30 kroner.

 

»Jeg er glad for, at vi nu får gennemført den rette sammenkobling af pris og kvalitet. Vi er glade for, at så mange har set en fordel i at tilmelde sig ordningen, og vi ser frem til at få endnu flere pendlere med i ordningen, når de nu kan se, at de får noget ud af det, hvis vi ikke holder, det vi lover «, siger Salgsdirektør Bjørn Wahlsten

 

Udbetalingerne sker automatisk til den enkelte kundes bankkonto, og kunden vil af sit kontoudtog kunne se, at DSB har indbetalt beløbet.

 

I forbindelse med denne første udbetaling vil der være op til tre posteringer på den enkeltes kontoudtog, afhængigt af, hvor mange af kundens kort, der udløser kompensation.

 

Kunderne vil ikke modtage yderligere information om beregningen eller posteringerne, end den omtalte angivelse på bankkontoen.

 

Kunderne kan se, hvordan de enkelte strækninger har levet op til garantiens løfter på DSB's hjemmeside under følgende links:

DSB strækninger

DSB S-tog strækninger

Opgørelsen er dog alene beregnet inden for den enkelte kalendermåned. Altså ikke den periode det enkelte kort gælder. Men opgørelsen skulle alligevel kunne give en idé om kompensationens størrelse.

 

Kunder, der mener, at de er berettigede til kompensation og ikke modtager en indbetaling, beder DSB om at sende en mail på prtg@dsb.dk.

 

For yderligere oplysninger kontakt DSB Kommunikation på telefon 33 54 22 00.

 

Med venlig hilsen

 

DSB