I årets første 9 måneder udgjorde resultat før skat et overskud på 541 mio. kr.
- DSB har i årets første 9 måneder haft 124,4 mio. rejser. Det er en stigning på 5 procent i forhold til 2023
- I 3. kvartal var antal rejser 40,5 mio. Det er 3 procent flere end i samme kvartal 2023
- Kundepunktlighed over kontraktmål
- Over 3 mio. rejser med Check ind i DSB’s app
- Rekordsalg af Orange-billetter
- Testkørsel med IC5-eltogsæt
- EY og Dansk Erhvervs bæredygtighedspris til DSB
- Stor interesse for DSB’s grønne obligationer
- Opjusteret forventning til resultat for 2024
Resultat i 1.-3. kvartal
Resultat før skat udgjorde i årets første 9 måneder et overskud på 541 mio. kr. mod 427 mio. kr. i samme periode sidste år. Resultatet i 2024 er positivt påvirket af øget passageromsætning blandt andet som følge af væksten i antal rejser. Læs mere om finansielle aktiviteter på side 7-8.
Fortsat kundevækst på alle markeder
Der er i årets første 9 måneder foretaget 124,4 mio. rejser med DSB. Det svarer til en vækst på 5 procent i forhold til samme periode sidste år.
Væksten kommer primært fra flere rejser med S-tog, regionaltog på Sjælland og rejser over Storebælt. Læs mere om kunder på side 6.
Kundepunktlighed over kontraktmål
I årets første 9 måneder har kundepunktligheden været 95,8 procent for S-tog og 77,1 for Fjern- & Regionaltog. Kundepunktligheden har ligget over kontraktmålet på henholdsvis 92,4 og 75,0 procent. I årets første 9 måneder var det kun i januar, at kundepunktligheden ikke var højere end i de tilsvarende måneder sidste år.
Driftsstabiliteten for DSB’s togmateriel har i 3. kvartal været påvirket af udfordringer med leverancer af reservedele og generel vedligeholdelse fra en leverandør. Det har betydet enkelte aflysninger, og at kunderne har oplevet afgange med kortere togsæt end planlagt. Der er fortsat tæt samarbejde med leverandøren om at normalisere leveringen af reservedele. Læs mere om togdriften på side 7.
DSB Check ind er en fortsat succes
Den digitale løsning DSB Check ind gør det muligt at checke ind og ud direkte i DSB’s app i bus, tog og metro. Samtidig behøver man ikke at tanke op, men betaler for én rejse ad gangen. Løsningen blev lanceret 29. april og ved udgangen af september rundede DSB 3 mio. rejser foretaget med Check ind i DSB’s app. Heraf er 2,1 mio. rejser foretaget i 3. kvartal.
Som en del af det fortsatte arbejde med at forbedre kundeoplevelsen i Check ind blev det i september muligt for kunderne at checke medrejsende ind. Senere på året bliver det muligt for 12-17-årige at anvende løsningen.
Orange-kampagne med rekordsalg
Sommerens Orange-kampagne resulterede i et rekordsalg med over 1 mio. solgte rejser og 74 procent flere rejser end sidste år.
Ud over det øgede udbud af Orange-billetter på regionaltogsstrækningerne vil DSB fremover udbyde Orange-billetter på flere kortere strækninger på Sjælland for at tiltrække flere kunder og udnytte perioder med ledig kapacitet.
Fordobling af antal medlemmer i DSB Plus
Antallet af kunder, der er tilmeldt bonusprogrammet DSB Plus, er vokset løbende siden lanceringen i 2021. Siden årets start er der sket en fordobling af antallet af månedlige unikke brugere i programmet, hvilket i høj grad er drevet af den øgede brug af DSB’s app i forbindelse med lanceringen af Check ind.
IC5 har kørt 200 km/t i test
Alstom, som er leverandør af de nye IC5-eltogsæt, har gennemført testkørsel med det første færdigbyggede togsæt på en testbane i Tjekkiet. Testene af togets acceleration, trækkraft og bremser forløber som planlagt, inklusive kørsel med 200 km/t.
Med udgangen af 2024 vil der være produceret 7 IC5-eltogsæt, og i 2. kvartal 2025 vil det første tog ankomme til Danmark, hvor der skal udføres valideringstest. De resterende togsæt vil gennemgå omfattende testkørsler uden for Danmarks grænser, inden serieproduktionen af toget påbegyndes. Planen er fortsat, at toget skal indgå i DSB’s togdrift i løbet af 2027.
DSB har modtaget stor bæredygtighedspris
DSB’s arbejde med at skabe en mere klimavenlig kollektiv trafik blev i september hædret, da DSB vandt den såkaldte Climate Change Award, som igen i år blev uddelt af EY Danmark og Dansk Erhverv. Prisen gives til en virksomhed, som udmærker sig i sin klimaindsats ved at sætte ambitiøse og validerede mål for reduktion af sine drivhusgasudledninger. Prisen blev givet til DSB på baggrund af blandt andet langsigtede tiltag og dokumenterede resultater for de samlede klimareduktionsindsatser på tværs af virksomheden.
Udstedelse af grønne obligationer
DSB har gennemført sin første grønne obligationsudstedelse. Dermed er en del af den grønne finansiering i forbindelse med omstillingen til en mere bæredygtig drift sikret. Med ordrer på i alt 3 mia. euro var der stor interesse for de grønne obligationer, som er solgt gennem en budproces til en bred gruppe af investorer i Europa. Den første udstedelse under DSB’s EMTN-program er på 500 mio. euro. Obligationerne er udstedt med en fast kuponrente på 3,125 procent og en løbetid på 10 år.
Provenuet fra obligationerne skal anvendes til at finansiere grønne investeringer beskrevet i DSB’s Green Bond Framework. Det omfatter opførelsen af Nye Grønne Værksteder og indkøb af nyt elektrisk togmateriel. Der vil blive udstedt flere grønne obligationer de kommende år i takt med, at finansieringsbehovet opstår.
Ændrede forventninger til 2024
I DSB’s Halvårsrapport 2024 blev forventningerne til resultat før skat for 2024 opjusteret til et overskud på 300-400 mio. kr. DSB’s store investeringsprojekter er så langt, at egne projektudviklingsomkostninger i højere grad vedrører den sene del af projektfasen og således indregnes i balancen i stedet for resultatopgørelsen. Hertil kommer udskydelse af vedligeholdelse som følge af udfordringer med leverancer af reservedele, primært vedligeholdelse af IC4-motorer. Derfor opjusterer DSB forventningerne til resultat før skat for 2024 til et overskud på ca. 600 mio. kr.
”Det er tilfredsstillende, at vi har fastholdt den positive udvikling med en solid punktlighed og fortsat rejsevækst i årets første 9 måneder. Resultatet viser, at toget er det gode valg for rigtig mange.”
Flemming Jensen, administrerende direktør
Læs hele delårsmeddelelse for 3. kvartal