Kom til åbent hus om rejsekort

Kom til åbent hus om rejsekort

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
31. august 2011 kl. 12:30

Kom og få hjælp til at bestille dit rejsekort og få svar på alle dine spørgsmål om den nye måde at rejse på. Movia og DSB inviterer til åbent hus om rejsekort i Sydsjælland, på Lolland-Falster og Møn.

Hvordan finder jeg ud af, hvad det koster at rejse med rejsekort? Hvad er en tank-op-aftale, og hvordan kan jeg ellers få penge ind på mit rejsekort? Kom og få svar på alle dine spørgsmål, når Movia og DSB inviterer til åbent hus. Her kan du ikke bare få svar på alle dine spørgsmål, men også få hjælp til, hvordan du bestiller et rejsekort. Movia og DSB hjælper dig med at bestille kortet på stedet, hvis du ønsker det.

Der vil være fire forskellige stande under arrangementet. Her kan du høre alt om rejsekort, hvordan du bruger det, hvordan du bestiller det via nettet, og endelig vil der være en stand, hvor du kan bestille kortet med det samme under vejledning fra Movia og DSB's medarbejdere.

"Vi håber at se rigtig mange af vores kunder til åbent hus-arrangementerne, hvor borgerne kan komme og høre alt om rejsekort og få svar på alle deres spørgsmål. Vi håber også, at mange vil vælge at bestille deres kort på stedet, hvis de ikke allerede har bestilt et," siger Anders Due, centerchef i Trafikselskabet Movia.

Rejsekort erstatter kort og billetter og indebærer en ny måde at rejse på. Man skal checke ind før en rejse og igen, når man skifter mellem bus og tog. Desuden skal man checke ud ved rejsens slutning. Til gengæld kan man klare sig med ét kort, og man skal ikke længere bekymre sig om zoner eller pludselige ændringer i rejsemål. Rejsekort beregner den rigtige pris for både korte og lange rejser og for kombinationer. Og jo mere man rejser, jo større rabat får man.

Rejsekort er fremtidens billet skabt til selvbetjening via internettet, men det er ikke nødvendigt at have adgang til internet for at købe et rejsekort.

"Selvbetjening via internettet er fint for mange, men ikke for alle. Derfor vil vi under åbent hus-arrangementerne fortælle grundigt om, hvordan man anskaffer et rejsekort og hjælpe vores kunder med at bestille det direkte på stedet," siger Anne-Lise Bach Sørensen, salgsdirektør i DSB.

Tid og sted for åbent hus-arrangementerne:

  • Nakskov Teatersalen, Søvej 6, den 8. september, kl. 15.00-19.00
  • Næstved Bibliotek, den 12. september, kl. 15.00-19.00
  • Nykøbing Hovedbibliotek, den 13. september, kl. 15.00-19.00
  • Stege bibliotek, den 14. september, kl. 15.00-19.00
  • Haslev Bibliotek og Borgerservice, den 19. september, kl. 15.00-19.00
  • Maribo, Nørregadeteatret, Banegårdspladsen, den 21. september, kl. 15.00-19.00
  • Præstø Bibliotek, den 22. september, kl. 15.00-19.00
  • Vordingborg bibliotek, den 27. september, kl. 15.00-19.00
  • Faxe Bibliotek og Borgerservice, den 29. september, kl. 15.00-19.00
  • Lundby Medborgerhus, den 3. oktober, kl. 15.00-19.00

Yderligere oplysninger via
Movia Kommunikation 3613 1311 eller
DSB Kommunikation 2468 0000