Resultat før skat er et overskud på 782 mio. kr. i årets første 9 måneder
- Antal rejser udgjorde 80,8 mio. - et fald på 11 procent i forhold til samme periode sidste år og 41 procent i forhold til samme periode 2019 korrigeret for afgivet trafik
- Alle COVID-19 restriktioner for rejser med DSB blev ophævet fra 14. august
- I resultatet indgår 1.379 mio. kr. fra tillægskontrakt 38 indgået med Transportministeriet
- I resultatet indgår 88 mio. kr. i kompensation for økonomiske tab i medfør af COVID-19 i 2020 samt engangsindtægter fra ejendomssalg på 294 mio. kr.
- Nyt loyalitetsprogram - DSB Bonus - er lanceret for kunderne
- Kundepunktligheden har været udfordret af forsinkede sporarbejder og andre infrastrukturarbejder
- Tyske Knorr-Bremse AG erhverver DSB’s komponentproduktion under forudsætning af myndighedsgodkendelse.
Resultat i årets første 9 måneder
DSB’s passageromsætning har frem til 14. august været negativt påvirket af COVID-19 og myndighedernes restriktioner og anbefalinger. Passageromsætningen har ligget på niveau med samme periode sidste år, men 33 procent under 2019.
Antal rejser er steget henover 2021 og lå i september på 85 procent i forhold til 2019. Landsdelstrafikken har haft den mest positive udvikling og lå i september på 96 procent i forhold til 2019.
Resultat før skat for årets første 9 måneder udgjorde et overskud på 782 mio. kr. og er positivt påvirket af forhøjede trafikkontraktindtægter til kompensation for COVID-19’s påvirkning af DSB’s økonomi i 2020 og 2021.
DSB har indgået tillægskontrakt 38 med Transportministeriet. Denne kompenserer DSB for tabt passageromsætning i 2021 i forhold til 2019. Tillægskontrakten har medført ekstra trafikkontraktindtægter frem til 14. august, hvorefter alle COVID-19 restriktioner i forbindelse med rejser med DSB er ophævet. Kontrakten mangler endelig godkendelse af Folketingets Finansudvalg.
I resultatet indgår engangsindtægter fra ejendomssalg på 294 mio. kr. - væsentligst som følge af salg af byggeretter ved indgåelse af joint venture-aftale om udvikling af Postbyen i København.
Resultat i 3. kvartal
For 3. kvartal udgjorde resultat før skat et overskud på 265 mio. kr.
Initiativer for at vinde kunderne tilbage
DSB har lanceret et nyt loyalitetsprogram - DSB Bonus - og et nyt pendlerprodukt - Pendler20. Begge tiltag skal hjælpe med at vinde kunderne tilbage efter 1½ år med COVID-19.
Pendler20 understøtter den fleksible arbejdsplads med flere hjemmearbejdsdage, som mange pendlere har fået.
Det nye loyalitetsprogram skal bidrage til, at kunderne føler sig anerkendt for at rejse med toget og skal samtidig klæde DSB bedre på til at levere bedre service på baggrund af større kundeindsigt. Kundeindsigten skal hjælpe DSB til at kommunikere relevante informationer samt optimere produktudbud og driftsplanlægning ud fra kundernes efterspørgsel.
Kundepunktlighed over målet på trods af udfordringer
Banedanmarks komplekse og overlappende sporarbejder har givet planlægnings- og driftsmæssige udfordringer hen over sommeren. Hertil kommer problemer med infrastrukturen i en allerede følsom situation - blandt andet i form af signalfejl, skinnefejl, nedbrudt arbejdskøretøj og godstog på Københavns Hovedbanegård.
DSB samarbejder med Banedanmark om at forbedre processerne for planlægning og afvikling af sporarbejder samt andre infrastrukturarbejder.
Udfordringerne har påvirket kundepunktligheden for især Fjern- & Regionaltog negativt.
I 3. kvartal lå kundepunktligheden således på 77,7 procent - et fald på 10 procentpoint i forhold til 3. kvartal 2020. For S-tog lå kundepunktligheden i 3. kvartal på 91,8 procent - et fald på 4 procentpoint i forhold til 3. kvartal 2020.
Kundepunktligheden for både Fjern- & Regionaltog og S-tog for året ligger fortsat over målet i trafikkontrakten.
Kortere rejsetider med ny køreplan
Køreplanen for 2022 giver en del forbedringer - særligt på Sjælland. Kunderne får generelt kortere rejsetider med de hurtigere Vectron ellokomotiver, og ME-diesellokomotiverne vil være fuldt udfaset.
De nye signaler og elektrificeringen af jernbanen mellem Næstved og Ringsted gør det blandt andet muligt at køre direkte tog fra Kystbanen mod Roskilde og Næstved samt tog direkte fra Slagelse til Københavns Lufthavn uden om Københavns Hovedbanegård.
Samtidig betyder afkoblingen af trafikken på Kystbanen og over Øresund, at der ikke længere vil være direkte tog fra Kystbanen til Københavns Lufthavn.
Tyske Knorr-Bremse erhverver DSB’s komponentproduktion
For det nye elektriske togmateriel bliver vedligeholdelse outsourcet til producenten. Til den gamle flåde af dieseltog har DSB fortsat behov for at sikre en pålidelig produktion af komponenter og reservedele i takt med
udfasningen af dieselmateriellet.
For at opretholde forsyningssikkerheden har DSB derfor besluttet at frasælge komponentproduktionen til tyske Knorr-Bremse AG. Aftalen er betinget af myndighedernes godkendelse, som nu forventes af foreligge i 1. halvår 2022.
Læs hele delårsrapporten for 3. kvartal 2021