Resultatet for 1. halvår udgjorde et overskud på 517 mio. kr.
- I 1. halvår 2021 har DSB haft 45,8 mio. rejser - et fald på 22 procent i forhold til samme periode sidste år og 51 procent i forhold til 1. halvår 2019
- I lighed med de foregående perioder med COVID-19 restriktioner er køreplanen efter aftale med regeringen fastholdt
- I resultatet indgår ekstra kontraktbetaling med 1.263 mio. kr. i forbindelse med COVID-19 og myndighedernes udmeldte restriktioner og anbefalinger
- Punktligheden for såvel Fjern- & Regionaltog som for S-tog opfylder kontraktmålet
- Nye Coradia Stream eltogsæt fra Alstom bliver rygraden i fremtidens bæredygtige, elektriske togdrift
- Kontrakt om salg af DSB’s komponentproduktion er underskrevet.
Resultat for 1. halvår 2021
DSB’s passageromsætning er fortsat negativt påvirket af COVID-19 og myndighedernes udmeldte restriktioner og anbefalinger. For halvåret realiserede vi en passageromsætning på 1.384 mio. kr. - et fald på 14 procent i forhold til samme periode sidste år og 46 procent i forhold til 1. halvår 2019.
Vi har i 2. kvartal set en positiv udvikling, hvor kunderne gradvist er begyndt at vende tilbage. Således er antal kunder i 2. kvartal steget med 63 procent i forhold til 1. kvartal.
Resultatet for 1. halvår udgjorde et overskud på 517 mio. kr. En helt afgørende årsag til det positive resultat er, at DSB med Transportministeriet har indgået en tillægskontrakt, så kontraktbetalingen for 2021 med forbehold for bevillingsmæssig godkendelse kan opjusteres med periodens tab af passageromsætning i forhold til 2019. For 2. kvartal isoleret udgjorde resultat før skat 261 mio. kr.
Nye initiativer for at vinde kunderne tilbage
I tæt koordination med myndighedernes udmeldinger om genåbning af samfundet vil vi igangsætte en række aktiviteter for at vinde kunderne tilbage.
For at imødekomme forventningerne om at pendlere og erhvervsrejsende vil have et stigende antal hjemmearbejdsdage, har vi lanceret et nyt, fleksibelt pendlerprodukt - Pendler20. Vi vil også fortsætte strategien med at sælge Orange- og Orange Fri-billetter til ekstra attraktive priser uden for myldretiden.
”Vi har kørt fuld køreplan og leveret en solid indsats med punktligheden på plads i et første halvår fortsat præget af Corona. Det giver et stærkt fundament for det store arbejde, der ligger forude med at få kunderne tilbage til toget og den kollektive transport og styrke den grønne omstilling. Vi er klar med nyt mere fleksibelt pendlerkort og mange billige orangebilletter,” siger Flemming Jensen, administrerende direktør DSB.
Kontrakt om køb af Coradia Stream eltogsæt underskrevet
DSB har underskrevet kontrakt med Alstom om levering af minimum 100 Coradia Stream eltogsæt. Togsættene bliver rygraden i fremtidens bæredygtige togdrift, og kunderne kan se frem til en bedre rejseoplevelse og højere punktlighed.
Der er tale om den største enkeltstående investering i DSB’s historie. Vi forventer at købe 150 eltogsæt med fuld vedligeholdelse i op til 40 år. De aldrende dieseldrevne tog kan derfor pensioneres inden for en kortere årrække. Dermed bliver en vigtig milepæl i omstillingen til en mere klimavenlig og bæredygtig kollektiv transport nået.
Beslutning om automatiseret drift på S-banen
I juni blev den politiske aftale om Infrastrukturplan 2035 præsenteret. Ud af de samlede investeringer på 161 mia. kr. går ca. 86 mia. kr. til investeringer i jernbanen. Den samlede plan for den kollektive transport matcher rigtig godt med de ønsker, DSB har til fremtiden. Det giver forudseelighed, at der ligger en langsigtet plan med bred politisk opbakning i Folketinget.
Ved forliget om infrastrukturplanen blev det besluttet, at der skal gennemføres automatiseret metrolignende drift på S-banen. Det blev samtidigt besluttet, at DSB skal stå for omlægningen. Vi er glade over, at vi har fået denne opgave. En omstilling af den aldrende S-bane til metrolignende drift er en stor opgave, og det er afgørende, at omstillingen foregår så smidigt som muligt for passagerne. DSB vil også sikre en tryg overgang for de ansatte i forbindelse med teknologiskiftet.
Salg af DSB’s komponentproduktion
For de indkøbte Coradia Stream eltogsæt bliver vedligeholdelsen af togmateriellet fuldt outsourcet til producenten. Til den gamle flåde af dieseltog har DSB fortsat behov for at sikre en pålidelig produktion af komponenter og reservedele. Produktionen bliver dog over tid vanskeligere at opretholde, da dieselmateriellet udfases i takt med indsættelse af det ny elektriske togmateriel. For at opretholde forsyningssikkerheden har vi derfor besluttet at frasælge komponentproduktionen til en aktør med et fortsættende forretningsgrundlag. Der er i juli indgået aftale med en stor industriel aktør om overdragelsen af komponentproduktionen. Aftalen er betinget af myndighedernes godkendelse, som forventes af foreligge i 2. halvår 2021. Salget indebærer udlejning af 4 værkstedslokationer og overdragelse af ca. 400 medarbejdere.
Læs hele halvårsrapporten for 2021
Taastrup, 24. august 2021