S-tog til Åh Abe og Grøn koncert
S-tog til Åh Abe og Grøn koncert
Sommerens store sporarbejde på Køgebugt-banen kører uden om de to store musikarrangementer i Valby Parken. Publikum til både Åh Abe og Grøn koncert vil som normalt kunne rejse med S-tog til Sjælør og Ellebjerg stationer. Men ellers må passagererne regne med længere rejsetid og stationerne Brøndby Strand, Avedøre og Friheden vil i perioder blive betjent med bus i stedet for S-tog på grund af sporarbejdet.
Sporarbejdet betyder indskrænkninger i trafikken og jo mindre plads på sporene, des mere sårbar er trafikken. Opstår der på trods af den minutiøse planlægning uregelmæssigheder har DSB's personale nu mulighed for at tale fra perronerne direkte til kunderne, oplyser trafikinformationschef Charlotte Koch-Pedersen..
"Som noget helt nyt i DSB kan DSB S-tog i forbindelse med sporarbejdet tage et nyt højtalersystem i brug på Køge Bugt-banen. Det nye system giver S-togsrevisorerne mulighed for at tale direkte til kunderne via deres radio og højtalerne på perronerne," siger Charlotte Koch-Pedersen, DSB S-tog.
En af de situationer, hvor det nye højtalersystem vil blive brugt, er på stationer, hvor passagererne skal skifte fra S-tog til bus.
Pendlere på S-banen kan blive informeret automatisk, hvis de melder sig til pendlergarantiordningen.
»Vi vil gerne have flere pendlere til at melde sig til pendlergarantiordningen. De, der er tilmeldt, vil forud for sporarbejderne, få direkte besked via sms,« siger Charlotte Koch-Pedersen.
Derudover bliver en lang række informationskilder taget i brug for at nå ud til så mange kunder som muligt herunder udvidet højtaler- og skærminformation.
I forbindelse med sporarbejdet vil der blive delt kundeinformationsfoldere ud på perronerne en til to dage for, arbejdet begynder. Folderne er til rådighed i billetsalg fem dage før. Herudover er kundeinformationen også at finde på www.dsb.dk under planlagte ændringer.
Køreplanerne er tilrettelagt, så det er muligt at isolere Køge Bugt-banen fra det øvrige S-banenet. Sker der et uheld på den centrale del gennem centrum, for eksempel på Nørreport, vil det i langt de fleste af tilfældene være muligt at opretholde trafikken på Køge Bugt-banen.
Sporarbejdet rammer færre passagerer, fordi det foregår over sommeren. I skolernes sommerferie fra slutningen af juni er der 25 procent færre passagerer i forhold til øvrige juni, og i morgenmyldretiden er der 34 procent færre passagerer. I juli falder antallet af passagerer med 20 procent, men det fra begyndelsen af august er 11 procent lavere.
Til gengæld vil der være en del fritidsrejsende, som måske ikke er vant til at køre med S-tog, og derfor gør DSB S-tog en ekstra stor indsats for at informere kunderne. Ud over de trykte kundeinformationer, som deles ud og som findes på dsb.dk, vil det især være S-togsrevisorer, der kan hjælpe kunderne.
Sporarbejdet på Køge Bugt-banen begyndte i marts og afsluttes sidst i oktober.