Tag cyklen billigt med DSB på Store Cykeldag
Tag cyklen billigt med DSB på Store Cykeldag
Dansk Cyklist Forbund arrangerer Store Cykeldag den 10. juni 2007 for at sætte cykelglæden i fokus. I den anledning tilbyder DSB cyklisterne, at de kan tage cyklen ekstra billigt med toget. Det koster kun 12 kroner eller et klip på cykelklippekortet uafhængigt af rejsens længde. Bare turen ikke går til Bornholm. Her er prisen den sædvanlige. Normalt koster en billet til cyklen op til 60 kroner. Og 83 kroner hvis cyklen skal mellem Hovedstadsområdet og Bornholm.
Salgsdirektør i DSB Bjørn Wahlsten er glad for samarbejdet med Dansk Cyklist Forbund om at gøre Store Cykeldag til en spændende begivenhed for danskerne.
"Der ligger mange gode oplevelser og venter på dem, der griber chancen og cyklen på søndag den 10. juni og deltager i ture rundt omkring i landet. Vi vil gerne være med til at sikre, at folk kan få cyklen med derhen, hvor de gerne vil, så afstandene ikke er en hindring for cykelglæden," siger Bjørn Wahlsten.
Cyklerne er velkomne i alle nationale tog, men af hensyn til kapaciteten i fjerntogene er der dog krav om pladsreservation i InterCitytog og InterCityLyntog.
Store Cykeldag bliver desuden afholdt i en periode, der er præget af sporarbejder på S-togsnettet. Det betyder, at der er restriktioner på cykelmedtagning på Køge Bugt-banen, hvor busser er sat ind på visse dele af strækningerne.